GAHagemannsKollegium_1909-1918

26

LIDT OM HAGEMANNS FORHOLD TIL KOLLEGIET I DETTES FØRSTE AAR

Paa en Gang kan det maaske ikke komme, og for mange af Alum­ nerne vil det maaske falde unaturligt; men det falder ogsaa højst una­ turligt at blive tiltalt »Hr. Direktør«, ligesom det stikker mig i Halsen, naar jeg siger »Hr. Student Hansen«. Vil de debattere Sagen med Deres Inspektion og derefter i videre Kredse og søge at komme til en lidt varmere, hyggeligere Betegnelse af Deres hengivne G. A. Hagemann.

Et Brev fra Hagemann en Uge senere lyder saaledes:

K øben h avn den 20. D ecbr. 1908.

Til de hjemrejsende Alumner. Med paa Rejsen vil vi gerne give Dem vor bedste Julehilsen: »en glædelig Julefest«! Vi har søgt at gøre Kollegiet saa hjemligt for dem, som vi for­ manede, men Hjemmet er dog Hjem, især i den kære Juletid. Rejs da glade hjem til Mo’er og Fa’er og bring ogsaa dem vort Ønske om en glad Jutefest. - Kom igen styrkede hjem til Kollegiet til et glædeligt Nytaar og deres hengivne Kollegie Mo'er og Fa’er. Saa hjerteligt, som Hagemann ønskede Forholdet mellem sig og Alumnerne, blev det aldrig. Vi var for stive og formelle, havde vel for megen Respekt. Hagemanns fremragende Egenskaber og høje Stilling i Samfundet, der skin­ nede stærkt i Øjnene paa os unge Polyteknikere, stillede sig her hindrende i Vejen for hans egne Ønsker. Og Respekten og Ærbødigheden, der fra først af var fremkaldt ved de Efterretninger, der var os bekendte om Hagemanns Liv og Virksomhed, uddybedes ved den nærmere Berøring i stærkere For­ hold end de Følelser, der skulde fostre Fortroligheden og Hjerteligheden. Ikke saaledes at forstaa, at Hagemann gjorde Indtryk paa os af at være nogen streng Mand, tværtimod stod han for os alle som en overordentlig rar Mand, som vi trygt kunde gaa til med alle ikke selvforskyldte Besvær­ ligheder, men han gjorde vist i faa Ord fortalt Indtryk af at være for meget Idealist i sit Syn paa unge Mennesker, til at disse overfor ham turde oprulle noget længere Stykke af sig selv. De mindre oplyste Pletter, der kan være i unge Menneskers Væren og Færden, syntes ham temmelig ukendte, og man ønskede ikke paa dette Punkt at levere ham Stof til det Studium, man følte, han anlagde overfor alt, hvad han ikke kendte tilbunds i Forvejen. Den rare Onkel, som har Børnenes fulde Fortrolighed, maa vist ofte se igennem Fingre med Børnenes Unoder og gaa ind paa deres Spillopper, have let ved til Tider at slaa af paa Fordringerne til punktlig Pligtopfyldelse og nøjagtig Orden, kunne smile overbærende og forstaaende af de unge Menneskers Letsindigheder ved Tanken om dengang, han selv bar sig ligesaadan ad. Alt dette kunde Hagemann kun tildels og kun i Kraft af den overordentlige