GAHagemannsKollegium_1909-1918

19

FRA NOGLE REJSER MED G. A. HAGEMANN

Da vi henvendte os til Stationsforstanderen, var jo Situationen noget ugunstig. At en fin Herre var blevet bestjaalet og ingen Penge havde, kunde jo nok forstaas, men at den Herre, som han var sammen med — det var mig — og som ikke var bestjaalet, heller ingen Penge havde, saa jo noget mystisk ud. Imidlertid lykkedes det dog hurtigt at gøre Stationsforstanderen forstaaeligt, at vi ingen rene Stoddere var. I Lommen havde jeg Telegrammer fra Kongerne af Danmark og Norge, hvem vi ved Kroningsfestaftenen hos Konsul Smidth havde sendt Lykønskning til fra »Danske Polyteknikere paa Studierejse i Norge«, og saadanne Telegrammer løber jo ikke enhver om med. Stationsforstanderen tog Hatten dybt af og lod os uden Penge faa de bestilte Sovevognspladser, medens andre, der stod med Pengene i Haan­ den, ingen Billetter fik. Stolte over at have klaret Vanskelighederne gik Hage- mann og jeg ind i vore 1ste Klasses Sovekupéer og sov de retfærdiges Søvn. Da vi næste Morgen var naaet forbi Helsingør Station, kom Togføreren ind i Vognen og spurgte efter os. Vi troede allerede, at han bragte Telegram om, at Tyvene var fundne, men det var Telegram om, at vi ikke maatte forlade vore Ankomststationer, før Billetterne var betalt. Da vi begge kendte vore respektive Stationsforstandere, slap vi dog let over denne lille Forma­ litet, og jeg tror, at Hagemann morede sig saadan over Eventyret, at han siden fandt det alle Pengene værd. Paa en eller anden Maade stod det nogen Tid efter refereret i et af Københavns Smaablade. Hans tomme Tegne­ bog blev senere fundet paa Banestrækningen syd for Moss. Man vil maaske finde det mærkeligt, at jeg fortæller en saa munter Hi­ storie i et Aarsskrift for Kollegiet for det Aar, hvori Kollegiet blev berøvet sin Stifter. Man vil maaske finde, at jeg heller burde have skrevet alvorligt om alt det gode, han har udført i sit Liv for Land og Folk i Almindelighed og Læreanstalt og Kollegium i Særdeleshed. Det forekommer mig imidlertid, at herom blev der talt og skrevet ved hans Bortgang, der voldte Kollegiets Alumner en oprigtig Sorg, som de gav Udtryk ved at staa som Sørgemar- skaller ved hans Kiste og ved at foranstalte en Mindefest om Aftenen efter Bisættelsen. Og jeg ved jo, at Hagemann elskede Munterheden imellem de unge, og tror, hvis han selv skulde have valgt, vilde han have foretrukket, at Aarsskriftet ikke udkom som Sørgeskrift i Anledning af hans Død. Der­ for har jeg valgt at fortælle lidt fra Smaaepisoder i hans Liv, hvor jeg havde den Lykke at være paa Rejse med ham og nyde godt af Samlivet med en Mand, der var kundskabsrig og sprudlende af Ideer som faa. Og jeg har tænkt, at det kunde interessere Alumnerne at høre om hans Interesse for Tekniken og dens Udvikling og om hans Glæde ved at færdes med de unge og om hans gode Humør, selv om et og andet gik ham imod.