GAHagemannsKollegium_1909-1918

NOGLE MINDEORD OM G. A. HAGEMANN

10

sig saa fast i deres Sind, der har haft den Lykke at kende ham personlig, at de som Frø, der saas, kan spire og voxe frem som en god Sæd, og bære gode Frugter. — Vi gamle Alumner fra det Kollegium, som han saa højsindet rejste fol­ den studerende Ungdom — og flere af os, der er til Stede her i Aften, har boet her fra den første Dag, dets Porte gæstfrit aabnedes — vi har mange gode og lyse Minder om Hagemann. Vi husker ham, som han kom her tidlig og sent med berømte og ikke berømte Mænd og Kvinder som sine Gæster, altid jævn og ligefrem og straa- lende glad over at kunne vise, hvor godt og smukt hans kære unge havde det. Vi husker ham fra vore mange smukke Fester, altid i godt Humør og med en egen Evne til, snart skælmsk og vittigt, snart alvorligt, at sige nogle Ord til sine kære Alumner, Ord, der virkede inciterende og begejstrende paa de unges aabne Sind. Og mange af os mindes ham fra Borupgaard, hvor han altid havde noget nyt og interessant at vise os, og hvor han ret følte sig hjemme i sit hyggelige Hjem og hos sin Hustru, der delte hans store Interesse for de unge. Ja, alle holdt vi af Hagemann og følte os vel til Mode i hans Selskab. For os blev han aldrig Excellencen, men den gode og forstaaende Ven, vi kunde ty til i alle Forhold. Og naar jeg nu samler mine Minder om ham og spørger mig selv: Hvad var det da, der særlig kendetegnede Hagemann i hans Forhold til os unge? Saa synes jeg, Svaret bliver: Det var, at han, trods sine hvide Haar, selv var ung — ung i Sind og ung i Tanke, altid begejstret og forstaaende over for det nye i Tiden. Der­ for forstod han de unge og havde Tillid til dem og lærte dem af hele sin rige Personlighed, en Lærdom, jeg er sikker paa, vi aldrig glemmer. — Ære være hans Minde. — Paa gamle Alumners Vegne Ingeniør C. JUUL.