GAHagemannsKollegium_1909-1918

NOGLE MINDEORD OM G. A. HAGEMANN VED SAMMENKOMSTEN PAA KOLLEGIET D. 30. APRIL 1916.

e r var engang for mange Aar siden en af vore oldnordiske Forfædre, der udtrykte Datidens Syn paa Menneskelivet i korte, rammende Ord, der er blevet staaende gennem Tiderne:

»Fæ dør, Frænder dør, selv du og skal dø. Eet jeg ved, som aldrig dør: Dommen over den døde.«

Eller sagt med vor Tids Ord: Det gælder om at gøre en personlig Indsats i Livet, thi alt andet svinder bort, men de gode Gerninger, man har gjort, og de gode Tanker, man har tænkt og ført ud i Livet, de kan ikke dø, men spirer som Frø og lever videre i dekommende Slægter. — Hagemann er død — Da jeg hørte det, var den første Følelse, der greb mig, naturligvis Sorg. Aldrig mere skulde vi se ham, hvem vi saa op til og holdt af som en god Ven; aldrig mere skulde vi se hans kloge, af Aand lysende Blik, der gjorde ham smuk i vore Øjne. Men da randt det lille Vers mig i Hu, og jo mere jeg tænkte derpaa, desmere stod det mig klart: Ja, Hagemann er død, og det vil føles som et stort Savn af os, men hans Aand er ikke død, den lever videre blandt os, og han har ved sin Personlighed og sit Virke sat sig et Minde,som ikke kan dø. Det Minde, han har sat sig i Danmarks Industri, er det her ikke Stedet at komme ind paa. Men det Minde, han har sat sig hos os, der nu er unge, og i kommende Slægters studerende Ungdom, de gode Tanker, han har tænkt om os unge, de vil leve videre og ikke alene bære hans Navn frem gennem Tiderne, men vil ogsaa, er jeg sikker paa, have indprentet