GAHagemannsKollegium_1909-1918

21

HJEMVENDT

Der visner ud af m it mindes gem en vandrings rastløse færd, et stort vild t hig imod lykkens morgenrødmende skær. Nu finder jeg den jo her. De tusinde vejes støvhvide sten og gadernes grå asfalt, de slidblanke skinners mile, som ingen endnu fik talt, åh, nu har jeg glemt det alt. Jeg snuser op i m it næsebor en b lid og gammelkendt em; den liste r fra staldens båse, fra luger, der står på klem; den siger m ig: jeg fandt hjem. De fjerne havnes lokkende duft af fremmede zoners frugt, de svinder bort af min hjerne fo r denne fattigmandslugt af kornneg, der samler fugt.

Den blæst-revne have klager i sus, dump tale af gamle træer; af al god rigdom på jorden er ingenting noget værd mod gange og buske her. Jeg hører i mørkets stigende vind en spæd og dirrende klang, det er jo min egen moder, der synger sin aftensang mod natten, der bliver lang. Min livsvejs brogede sange, der lød fra kvinder i blåt og rødt, her, under lyset fra ruden, er alt det tyst blevet dødt. Mo’rs stemme klager så sødt. Jeg føler over m it stride hår en hånd, der er varm og blød ; jeg hviler m it trætte hoved ned i min moders skød. Min vandring er glemt nu, død.« HOLGER SANDVAD.