GAHagemannsKollegium_1909-1918

20

HJEMVENDT

Nå, derfor gik det jo også sådan, at almuen kom ikke. Og kun vi tå, som omstændighederne tog magten fra, går rundt nu og er kommet for­ kert ind. Det betyder ikke så meget; vi er næppe mange, og vi dør jo nok. Det er ikke verdenshistorie, og kun fordi jeg under mig selv lidt erstatning, rejser jeg hjem nu. — Kan jeg ikke få Himmerige igen, så kan jeg vel få de gamle træer i haven og himlens vælde over landet og den halvfrosne pløje­ jord, der synker under mine fødder, som da jeg var di eng. Og så skal jeg tale med mor«. Vi stod tavse ved siden af hinanden med det mørke landskab jagende forbi ruderne. Den lange vogn duvede blødt i farten, men larmen huggede og skar alligevel hårdt ind igennem spejlglasset. Han havde undertiden måttet tale mig lige ind i øret for at gøre sig forståelig. Nu tændte de elektriske pærer pludseligt og brutalt over os, landskabet udenfor sortnede brat endnu et par toner. Han smilede blegt imod mig i det grelle lys: »Nå, jeg må vist ind og gøre mig klar. De skal længere nordpå, ikke?« Jeg nikkede, han gav mig hånden og vi sagde farvel til hinanden. Lidt efter holdt toget ved holdepladsen, hvor han skulde af, den samme, der så tit havde modtaget mig i ferierne. Jeg åbnede vinduet for at hilse farvel; sammen med den kolde torårsluft slog en syrlig og vidundeilig duft, salt vestenvind og røg af hedetørv, ind til mig. Hele togets kompakte lydmasse var væk, stilheden gik ind paa nerverne som en gysen, et ellei andet sted ude i mørket tudede vinden sagte, sagte i en dør eller lem. Vestjylland, Vestjylland! Der var han; hans ryg forsvandt ind i det gule petroleumslys. Fløjte­ signaler, toget gled. Vi var kommet klar af de forvoksede træbuske, der stod ved holdepladsen; jeg skimtede gennem mørket hans fødegårds omrids, ikke fem minutter borte fra banelinjen. Den kendte profil, haven, som vestenvinden havde klippet skråt af som et hustag, hovedbygningens solide masse, mit tidligste indtryk som barn af vælde og grundmur. — Der kom han selv, ikke ad vejen, der svinger i bue i nord, men ad genstien ind over de snestribede marker. Toget skød fart; han vai alleiede langt bagude foi mig. —

Der er så ikke mere. Det skulde være nogle vers, der har ligget i min skrivebordsskuffe det meste af den tid, der er gået siden:

»Nu bredes under m in slidte sål muldjordens lunende skød; den lægger sig mod mine fødder så m ild og værnende blød, som om den favned en død.