GAHagemannsKollegium_1909-1918

24

»LANDET MED DE FEM KONGER«

d e rfo r den mæ rkelige T ils ta n d , at Staten stod uden M inistre.

Det v il sige, der

v a r

n a tu rlig vis Kansleren.

Det maa væ re ra rt nok at kun ne gøre ganske, som

m an gerne v il; men det er vist ikke ra rt at skulle gøre m ere, end m an gerne vil. Saa,skønt K ansleren i Begyndelsen v a r h e n ry k t o ve r at væ re ene H ane i K u rv e n , blev han nok alligevel efterhaanden lid t anstrengt af det uvante A rb e jd e , og h ve rke n Konge rn e eller F o lk e t kunde væ re helt tilfredse med Situationen. D e r v a r i den lille Stat en gamm el V ism a n d , som alle F o lk søgte hen til, naa r de trængte til Raad og H jæ lp . H a n syntes, det v a r S yn d , at Staten saadan skulde lide u n d e r in d re S trid. H a n snakkede lid t med K ongern e, og saa lod han Fo lk e t kalde sammen. A lle mødte, baade K v in d e r og M æ nd (de v a r nem lig saa frem skredne i den lille Stat, at de havde a lm indelig Stemm eret), og den gam le V ism a n d talte til dem fo r at vække deres T illid til K onge rn e, og han hørte paa deres K la g e r og B ø nn e r og lovede at hjæ lpe dem . H a n v a r rig tig no k meget klogere og meget behæ ndigere end M inistrene havde væ ret. F o r straks da han begyndte at tale med K ongern e , forstod de, h vad det va r, F o lk e t ønskede, og saa fik F o lk e t n a tu rlig vis den rigtige G ru n d lo v , og de fik igen valgt M inistre, og alt v a r idel L y k k e og G læde. Selv R igskanslcren sagde, at han v a r glad, for det ha vde jo væ re t en anstrængende H isto rie fo r h a m ; men det v a r da forresten ikke alle, der troede ham rigtigt. O m K o ng e rn e v a r glade, det kan jeg rig tig n o k ikke sige; men D u kan jo selv spørge dem eller deres E fte rkom m e re , h vis D u nogensinde skulde træffe dem. DEN SURE.