GAHagemannsKollegium_1909-1918

23

»LANDET MED DE FEM KONGER«

alt sammen. Den lille Stat v a r nem lig en Mønsterstat, som F o lk kom langvejs fra fo r at b e u n d re , og alle de F rem m ede fik at høre om de liberale Ideer, Regeringen ble v ledet efter, og den store Indflyde lse, Befolkningen havde paa Styret. Det lød jo forfæ rdelig kønt, og det gik udm æ rket en lang T id . Men da der v a r saa mange, der skulde raade, kunde de na tu rligvis ikke enes i Læ ngden. F o lk e t syntes, at K ongern e stadig h o ld t mere med Kansleren end med Folkets M inistre, og det v a r da h e lle r ikke rigtigt af Kongerne. Vel? Som n u T id e n gik, blev Folke t mere og mere vrede paa Kongerne. Man fortæ ller, at F o lk e t engang kom fra hele La ndet og talte sammen om en Sag, der laa alle meget paa Hjerte. Men da M inistrene forelagde Sagen for Kongerne, sagde den fornemste af disse bare: »N u h a r m it kæ re F o lk nok gjort m ig til N a r ig e n «. D e t v a r al den Interesse, de kongelige H ø jh e d e r viste for Folkets Ønsker, og der er nok noget om det, for H isto rie n er lige siden den Gang gaaet i A rv fra Slægt til Slægt i den lille Stat. T ils id s t syntes F o lk e t ikke, det kunde gaa længere paa den Manér, og da man ikke kunde afsætte Kongerne, blev en skønne Dag to af M inistrene sendt op paa Slottet for at bede om en n y G ru n d lo v . D eroppe sad de 5 K onger og R igskansleren ru n d t om et stort, stort B o rd og saa umaadelig væ rdige ud. M inistrene bukkede og bukkede helt ned til G u lve t; men de maa vist ikke have g jo rt det rigtig godt, for det havde ikke nogen videre V irk n in g . Bevares, Kongerne vilde saa in d e rlig gerne give en n y G ru n d lo v ; men saadan som Fo lket ønskede den? Nej, det kunde der da rigtigno k ikke væ re T a le om . Det An svar, som fulgte med deres ophøjede Stilling v a r i Kongernes Ø jne blevet saa u h yre stort, at de ikke kun de give den m indste Kende af deres Magt fra sig. I deres kongelige In d ig n a tio n kunde de slet ikke forstaa, at Folkets Ønsker kun gik ud paa i al Y dm yg h e d at faa L o v til at udtale sig om de foreliggende Statsinteresser. De stakkels M inistre maatte gaa igen med tørre M unde og slet forrettet Sag. Det blev S omm er. Dengang laa F o lk paa La ndet om Somm eren akkurat ligesom nu, og man beskæftigede sig ikke med alvorlige Sager, saa længe det va r v a rm t i Vejret. D e rfo r blev det helt hen paa Efteraaret, inden Kongerne atter mødtes til Raadslagning. De talte længe sammen ; men hvad der blev sagt, forblev en d yb Hemm elighed. Nogle Dage senere fik M inistreneden nye G ru n d lo v højtideligen overleveret, saa nu kunde Folke t sagtens væ re tilfreds. Men hvad sker? D a Fo lke t blev sam let til L a n d d a g , og M inistrene frem lagde den nye G ru n d lo v , rejste de r sig et øredøvende Skrig af Sorg og H a rm e. N u v a rman da først blevet ilde stedt. Ikke blot v a r Folkets Ønske r ikke blevet tilfredsstillede; men K ongerne havde endog foretaget In d s k ræ n k n in g e r i M inistrenes Virkeom raade. Man lod derfor K ongerne vide, at den G ru n d lo v vilde Folket h verken eje eller have. H v is K ongernealligevel udstedte de n , ja , saa va r der natu rligvis ikke noget at gøre ved det;men saa kunde m an da se, hvad alle de skønne O rd om Befolkningens store Indflydelse betød. Saa tik Kongerne altsaa det at spekulere paa. N u v a r det S k ik , at de folkevalgte M inistre skiftede med regelmæssige M e llem rum , og ikke længe efter den storm fulde La nddag skulde der netop væ re M inistervalg. Men der v a r ingen, som turde tage A rv e n op efter de afgaaende og arbejde sammen med de K onger, der havde mistet Folkets T illid . D e r in d tra f