FruLucieWolfsLivseridringer

ET STORT OMSLAG.

9^

spille komedi, som du siger, du er saa glad i, tror du da slet ikke, at du faar lov af dine forældre dertil ?» «Nei, ak n e i ! der er jo min store sorg, og dog kan De tro, at jeg nok skulde gjøre det godt, og at jeg er skikket dertil, det ved jeg med vished, for fader har sagt det, og hvad han siger, kan jo ikke være usandt, da han jo er det herligste menneske, som Gud har skabt. Fader har sagt til mig en aften, da vi legte sammen: ’Ja, ja, barn, jeg tror nu, at Gud har havt en egen bestemmelse med dig; han sender ofte saadanne lyse, glade sjæle som du ud i verden, forat de skal være til trøst og opmuntring for dem, som sør­ ger og lider.’ Og fader har baade grædt og leet, naar jeg fremsagde de smukke digte, jeg havde lært mig, eller sang alle mine fornøielige sange. Jeg gjorde det udmerket, sagde han, og fader k a n jo ikke tage feil, det er aldeles umuligt, han, som selv kan saa meget skjønt, spille, synge, tale saa deilig til mark og skog og lokke til fuglene. O ! gode Gud, hvor fader er velsignet og saa kjærlig og god mod mig, ja, jeg kunde dø for ham; jeg elsker ham, jeg tilbeder ham!» «Ja, se nu, barn,» sagde presten, «nu bliver du jo igjen saa eksalteret, at det er forfærdeligt; man skal tilbede sin Gud og ikke menneskene, ved du ikke det, L u c i e ? fader er en snil og god mand, det ved jeg nok, men han er et syndigt menneske, han som vi alle. Og saa talei du aldiig om din moder, det er stor uret af dig, du er da vel ogsaa glad i hende?» «Aa — ja — jeg — er — nok — det, men Nei, nei, jeg kan ikke lyve, jeg er ikke glad i modei, hun er saa streng imod mig, og hun kan vist heller ikke forstaa mig.» «Ja, men det er synd mod din moder, hun vil vist ikke andet, end hvad som er ret med dig og har nok havt stræv med at styre et saa heftigt harn, som du jo er; ved du ikke,

Din