FruLucieWolfsLivseridringer

91

ET STORT OMSLAG.

der. L u c i e , at jeg sov ikke hele natten, da jeg fik høre dette, for der maa jo jeg og du med, ikke sandt? Oh, for et lys han tændte i min sjæl ved sine ord! Det formelig flimrede for mine øine, og en stemme, som lignede faders, hviskede i mit øre: « L u c i e , ser du nu veien ? Vær taalmodig og hold ud, og du skal vinde seier!» Jeg gik nu i lang tid ligesom i en salig rus. Alting blev saa let og lyst for mig. Jeg blev flittig hjemme; moder var forundret og glad, fader gav mig mangen en skilling og sagde: «Jeg ser, at du er gladere nu, barnet mit; aa ja, jeg har ogsaa bedt meget til Gud for dig, og jeg har erfaret, at naar vi kun kan kaste al vor byrde paa ham, saa kommer han, naar han finder det tjenlig for os.» Jeg nænnede ikke at bedrøve ham ved at fortælle, hvad det var, som havde gjort mig saa g la d ; men jeg fik noget af faders skjønne, barnlige tillid til ham, som kommer, naai nøden er størst. Nu begyndte jeg til faders største glæde at læse flittig paa min religion: bibelen, det nye testamente, katekismusen, Pontoppidans forklaring, ja, jeg fik nu lyst og kjærlighed til dette og fordybede mig rigtig af hjertens lyst deri. Saa kom tiden, at jeg skulde skrives til presten. Dette hilste jeg med glæde, da jeg tænkte, at dette jo bragte mig nærmere til mit store maal — theatret. Oh, det ene ord gik jeg ofte for mig selv og udtalte, det stod for min tanke som et vidunderligt feslot, hvor alt, hvad der har navn at skjønt, maatte have hjemme; men jeg vidste ogsaa, hvilken kamp jeg nu havde ivente. De nævnte ogsaa dette om theatiet hjemme en dag, og der blev jo et ramaskrig — «oh Gud bevare os vel, det er da ikke muligt, at dette kan være sandt! Aa, den gale O l e B u l l , ja, han finder paa meget; det var ikke vel, at dette skulde ske, for da blev det sidste værre end det første med L u c i e .» Fader og jeg saa paa hinanden under denne samtale, og Jeg forsikrer dig,