FruLucieWolfsLivseridringer

62

f r u L u cie W o l f s li v s e r in d r in g e r .

En af vore morsomste spilopper var, naar det blev tidlig mørkt om aftenerne, at gaa paa «fisketur», som Den bestod i, at han stod et stykke hen paa torvet med en meget lang fiskestang, hvorpaa der tæt ved blysøkket og angelen var fæstet et stykke papir. Jeg gik da hen til kurvkonerne for at kjøbe for en skilling i kage; de sad der med sine lygter og regnhatte i mørket. Medens jeg saa valgte det, jeg vilde have, kom fiskesnøret med papirlappen dalende ned i kurven, uden at konen merkede noget; thi jeg greb den, straks jeg fik øie paa den, og fæstede da krogen paa en kringle eller kage, gav saa — til tegn paa at der var bid paa krogen — et ryk i snoren, hvorpaa kagen for til- veirs og forsvandt i mørket. En kjærring skreg op. «Ja G u ’ trur eg, her er trolleri i korgen ; kaa blev kagen af?» Uagtet jeg var sprækkefærdig af latter, saa lod jeg naturlig­ vis som den hellige uskyldighed og gik til en kone længere borte, hvor fiskeriet fortsattes. Men det varede jo ikke længe, før det rygtedes blandt kurvkonerne, og «fiskefangsten» maatte indstilles. J o h a n n e s B r u n s selskab fik stadig mer og mer tiltræk­ ning for mig til faders og moders store bedrøvelse, da de fandt, at jeg nu alt andet end tiltog i visdom, men blev mer og mer vild og gal, som de kaldte det. Min farbroder eiede en gaard, Lerpollen, i Søndfjord inde i Aafjorden. Man fandt hjemme, at det vilde bekomme mig særdeles vel, om jeg paa en 14 dages tid kom paa landet og rent væk fra den fæle J o h a n n e s . kaldte det.

J o h a n n e s