FruLucieWolfsLivseridringer

PAA LANDET. J eg skulde nu sendes til Søndfjord sammen med min yng­ ste søster og min kusine, Karen, farbroder kaldet. Dette fortalte jeg med bevæget hjerte til J o h a n n e s , som blev meget bedrøvet og paastod, at dette ikke m a a t t e ske, da in­ gen af hans legekammerater kunde erstatte mit selskab. Han udbrød med stor pathos: «Ja, L u c i e , reiser du, saa springer jeg i Lundgaardsvandet og drukner mig; du ved, jeg bor lige ved det.» Jeg kunde desværre ikke give ham nogen trøst, da jeg vidste, at jeg skulde sendes paa landet. Jeg for­ søgte at bede moder om at slippe; men hun værdigede mig ikke et svar engang. Der blev da lavet niste for 14 dage til os 3, da vi i Søndfjord hos forpagterfolkene ikke kunde taa anden mad end den, bønderne lavede, og som var uvant kost for os bybørn. Vi seilede fra Bergen med en liden jagt. ' Uf, for en ræd­ som fæl tur! Regn og blæst i 2 dage, stuvet sammen 1 et lidet rum med 3 mennesker: Manden, konen samt deres tiden med at spise og spørge tes nogen moro paa Lerpollen. «Nai, da trui eg ikje,» sag e han, «vil du hæve moro, saa lyt du sjøl gjørs da, me e 1 je V i k i n g ufladelig, om der an dreng, V i k i n g . Jeg var sint og meget uelskværdig og fordrev