FruLucieWolfsLivseridringer

6 o

fru L ucie W olfs liv se rind r in g e r .

en dame og nestede dem godt sammen, ligesaa en stril til en bergensk pige, en kjaerring og en fin laps; alle, som vi kunde overkomme, syede vi godt sammen; og naar de saa merkede, at de sad fast, blev der jo et rædsomt røre. For en moro at høre alle de skjeldsord for iturevet t ø i ! Jeg husker, at en havstril sagde til en pige, han var syet sammen m e d : «Vil du sleppa meg,- du førbandade byfille. Eg meine, du hæver syet deg fast i meg. Ja G u ’ ska’ eg dængja deg, saa du sk a ’ faa kjenna da, di tripsa, du er.» «Hold kjæften din, du strilekagge,» svarede pigen, «og riv ikje kjolen af meg, ellers skal eg karnifle deg ordentlig. Kan du ikje skjønne, at det er en skøier, som har syet os sammen ? Har ikje du væ r’t i byen før, far ?» En kjærring blev saa gal, da hun merkede, at hun sad fast i en ung springfyr, at hun i sinne tog fat i hans frakkeskjød og rev det tvers over. Hun var rasende, fordi hun paa grund jaf sammensyningen kom til at vælte sin kagekurv. Fyren og kjærringen kom i et haandgemæng, saa det var en lyst at se paa. Slige scener var der mange af; de kan bedre tænkes end beskrives; men morsomme var de, det er sikkert. Og saa de fornøielige havstrilerne; de kunde være saa tørvittige, .naar de stod i sin baad og solgte fisk, og pigerne skregog pryg­ lede dem i hovedet med regnhatterne, idet de bøddet halve af, hvad strilen forlangte; til alle skjældsordene svarede de kun ganske rolig: «Nei G u ’ ska’ du ikje smake han.» Føl­ gende scene var jeg engang vidne til ?paa ‘fiskebryggen. Der kom en tysker, som skulde have baad i en rasende fart. Han sprang ud i den, men gled, da baaden var sølet og vaad, og faldt i vandet midt imellem strilebaadene. I sin angst raabte han: «Ack Gott, ack G o t t !» Hvortil en stril, som velvillig rakte sig ud for at tagetyskeren op, svarede paa sin tørre maade : «Hæver du dagodt, ja G u ’ ska’ du daa faa ligja,» og overlod til en anden at hjælpe tyskeren.