FruLucieWolfsLivseridringer

59

J ohannes B r u n .

godt ind i den. Saa slog han op en regnhat, som da vinden strøg ret ud efter fjorden, tjente os som et prægtigt seil og snart bragte os til Hægrenæs, der ligger et stykke udenfor Sandviken. . Hvilken uforglemmelig søndag dette var tor mig! rørst udrettede J o h a n n e s sit erende, derefter streifede vi rundt høit og lavt. Hæggen stod snehvid med duftende blomster, som han plukkede og stak ind i mine fletter og snoede grene om­ kring mit hoved og hals; jeg antager, jeg saa ud som «Ophelia», naar hun ivanvidsscenen pynter sig med blomster og grene. Han tog mig i haanden, vi løb, sang o^ jublede, og naar vi var trætte, læste han i en bog, som hed «Alham- bra i maaneskin». Bogen fik jeg ogsaa af ham. V) spiste vort spegekjød og vore kringler og drak melk til. Ja en saadan skyldfri glæde, som jeg den dag følte, synes jeg aldi ig, at jeg har kjendt, hverken før eller siden. Nogenslags kuitise var der ikke tale om mellem os, dertil var vi jo for unge , nei, det var barnlig uskyldig glæde, vi begge følte. Vi har ofte i senere aar talt om turen til Hægrenæs, og for ham som for mig stod der glorie af glæde og jubel ved min et om denne maisøndag. Jeg fik naturligvis mine velfortjente skjend; men dagen havde været saa vidunderlig skjøn og herlig, saa jeg heller havde taget noksaa streng straf istedetfor at undvære turen. Saa kom den 17de mai, som altid feiredes 1 Bergen paa en maade, man i Kristiania jo ikke har idé om. Der var altid i min barndom stor folkefest paa brændende tjæretønder, bønder, som spillede slaatter paa violin til gutters og jenters springdans og halling, lange borde, hvor der solgtes alle slags sager, masser af mennesker, - baade fine og simple folk. J o h a n n e s og jeg aftalte, at vi skulde sy fo k sammen , det var noget, man dengang brugte meget. Vi gi m 1 massen, tog saa i frakkeskjødet paa en heire og i kjolen paa

St. Hanshaugen med