FruLucieWolfsLivseridringer

S K O L E D A G E N E .

saa inderlig glad i dig, om du nu vil lære noget og opføre dig saa vel, at jeg ogsaa kan blive stolt af dig.» Hun sagde dette med bevæget stemme og taarer i øinene. Jeg tog hende om halsen og kyssede hende, og fra den dag havde hun virkelig glæde af mig. Men hvad der var det allerbedste for mig, var, at hun sagde til fa d e r: «Ak, L u c i e , hun skal nok blive flink nu, skal De se; det gjælder bare at lokke frem alt det gode i hende; thi som jeg nu kjender hende, forstaar jeg, at intet andet end kjærlighed kan faa nogen magt over hende. Hun er et be­ gavet barn, som ikke maa tages paa med grove hændei.» «Ak, Gud ske lov!» udbrød fader, «endelig har da mit stak­ kels barn fundet et menneske, som forstaar hende; hav taal- modighed med hende, snille jomfru L., saa vil hun ikke gjøre Dem skam; hun er saa god af hjertet, min viltre, fornøielige L u c i e .» Fra nu af var jeg ovenpaa; jeg endte med at blive jom­ fru L.s erklærede yndling og voldte senere ikke fader mer sorg over min skolegang. n e s e n , jeg er saa glad i

J o h a n -