FruLucieWolfsLivseridringer

1 97

VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.

¡kloster, gaar og bevæger sig paa denne simple maade ? Nei, yennen min, brug Deres gode forstand!» Og hun brugte den, det ér sikkert. Hun arbeidede saa ihærdig med sit legeme, saa hun tilslut endte med at blive gratiøs, noget hun ingen­ lunde var af naturen. W o l f sagde, at en instruktion som B jø r n s o n ’s havde han ikke seet mage til, selv ikke paa det kongelige theater i Kjøbenhavn. Gamle roller, man i aarevis havde spillet, kunde han saaledes endevende blot ved at tale med skue­ spillerne derom, saa de fik et nyt og ganske anderledes inter­ essant syn paa dem end før, ja, de kunde frembringe en prestation langt bedre og mer virkningsfuld end den, de før havde skabt. Dette havde W o l f erfaret flere gange med sine •egne roller. Og denne mand havde man virkelig lov og raad til at undvære! Selv om han i sin barnslige fantasi havde fundet paa, at han vilde have flere loger til sin raadighed, saa var dette bagateller, som alle, og han selv kanske mest, vilde le af. B j ø r n s o n var ikke beregnende og smaalig. Han vilde fremforalt, at personalet skulde have saa gode kaar, som det var muligt at skaffe dem. Han sagde saa ofte: «Først maa ■skuespillerne være fri for næringssorger; det er en rædsom 'hemsko for deres kunst, om de skal drages dermed.» Aldrig ■søgte han at gjøre sig noget indbringende; det var det sidste, han tænkte paa, og han havde altid aabent hjerte og haand for dem, som bad om hans hjælp. Theatret har været vel tjent med B jø r n s o n ’s maade at honorere paa. Han var nobel til det yderste i alle henseen­ der; og han var dog ingen rig mand. Mangt et ryggetag tog han blot for at skaffe os penge i kassen, som da han opførte «Skjønne Helena», hvilket jo dengang ansaaes for en sedelig- hedsforbrydelse. Men han sagde rigtignok til mig, som spil­ lede titelrollen: «Ja, skulde vi spille det saa, som forfatter