FruLucieWolfsLivseridringer

198

f r u L u cie W o l f s li v s e r in d r in g e r .

og komponist mener det skal spilles, saa var det jo ugjørligt hertillands. Nei, vennen min, De skal skabe en Helena, som er det stik modsatte af den virkelige figur. De skal gjøre hende saa uskyldig og engleren som et barn; da virker den dobbelt komisk.» Dette forstod jeg og gjorde som han sagde, og han var aldeles henrykt over min Helena. Det samme var forresten hele byen; dog fik jeg baade anonyme og andre breve — ja fra to prester — , hvori de i sterke ord bebrei- dede mig den uværdige maade, hvorpaa jeg misbrugte ,mit talent. Ved den første opførelse sad B jø r n s o n i sprinkellogen. Da jeg havde sunget en sang, hvor hvert vers ender med: «Sig er det ret, skjønne Venus, i løn saa at bedaare det svagere kjøn?» brød der løs en latter og en applaus som et tordenskrald og derpaa en storm af piber; det lød, som jeg stod paa et skib i en orkan. Af og til hørtes navnet B jø r n s o n i larmen. Jeg blev aldeles forfærdet, gik lige hen til logen, hvor B jø r n s o n sad, og raabte op til ham: «Hvad skal jeg- gjøre, B jø r n s o n ? Han vinkede blot med haanden og sagde ganske rolig: «Spil væk, vennen min! De er saa morsom!»' Da saa endelig engang pibningen stilnede af, havde jeg en replik at sige, som lyder saa : «Ak, denne sang har styrket og oplivet mig»; istedet derfor strakte jeg haanden ud mod publikum og sagde: «Tak, det letted ! Denne musik var virkelig oplivende,» hvorved atter en storm af bifald faldt ned over mig. Stykket trak fuldt hus i maanedsvis, uagtet B jø rn so n - blev gjennempisket af kritiken og skuespillerne udskjeldt i det uendelige. «Pyt,» sagde han, «lad bare gaa, jeg har en bred ryg, og jeg siger, at vi giver stykket med rent storartet fin kunst i mange dele, noget de ikke gjør os efter paa de første scener, hvor jeg har seet det, og hvor de g iver‘det i sin nøgne virkelighed.» Det var herlige dage for os allesammen — fra den største til den mindste — , da denne ægte norske høvding stod og;