FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs li v se ri nd r in g er .

græd, rasede

o g — seirede!

kyssede mig og sagde:

W o l f

«Du er meget lykkelig, Du græd, ja, det er vist og sandt, men jeg tror ikke, der var mange af tilskuerne, som ikke græd med dig. Men gaa ikke videre, skrid aldrig over skjønhedslinien; det er baade dig og din kunst uværdigt.» Naar W o l f var tilfreds med mig, var jeg straalende glad; thi jeg var da viss paa at have gjort mine sager godt. Jeg bebreidede ham engang, at han var saa streng mod mig og sagde, det var, fordi han ikke holdt nok af mig. Men dertil svarede han: «Nei, L u c i e , det er saa langt fra at være sandt det ordsprog ’kjærlighed gjør blind’, at det tvertimod er saa, at kjærlighed gjør seende.» W i e h e spillede først Lord Rochester med mig, senere W o l f , som jeg synes passede bedre for rollen. W i e h e var for blød og elskværdig; det haarde og kolde kom ikke saa godt frem hos ham som hos W o l f , hvorved mit spil vandt betydelig. Vi gjorde bestandig stor lykke her. Hvor heldigt det er at have én, som stadig siger sin mening, og hvis dom man respekterer. Dette var jeg saa lykkelig at have, først i fru G r u n g og siden i min mand. Jeg hørte altid en masse smiger og komplimenter af mine mange beundrere, men W o l f sagde bestandig: «Slaa det halve af, L u c i e , og tro mer paa mig end paa dem.» L u c i e , du traf det rette.