FrederikVIOgASØrsted

42 i det han mener, at den protestantiske Geistliges Troesbekjendelse helst maatte affattes saaledes: »at den hellige Skrift er den ene sande Troesnorm, at dette Protestantismens Princip er det eneste sande kirkelige Princip, og at den protestantiske Kirke er dette Princip tro, naar den forkaster Sætningen om Retfærddggjørelse ved Gjerningers udvortes Legalk tet og Læren om syv Sacramenter«. Men denne Lær* de har dog i det Hele neppe været heldigere, end Schleiermacher, i at udfinde en passende Formel for Eeden. For blot at holde os til den ene Punct, saa turde dog Maaden, hvorpaa han udtrykker det, Pro* testantismen sætter imod den catholske Kirkes Lære om Retfærdiggjørelse, ikke være ganske heldig. Der peges mere paa den kantiske, end paa den evange# lisk#christelige Forestillingsmaade; og, skjøndt det, naar man sammenligner hiint Sted med andre, er klart, at Forfatteren ingenlunde miskjender Læren om Troen som det første Element i det christelige Liv, men blot, for at forebygge Misforstaaelser, ikke har villet udtrykke den i Skriftens og Confessionens Sprog, saa turde det dog fra flere Sider være mindre passende, ved en saa betydende Leilighed at aflægge ei blot den kirkelige, men endog tillige den bibelske Talebrug. Den kantiske Lære om den indvortes Mo* ralitet, som det, hvorved Mennesket skal gjøre sig Gud behageligt, er vel ingenlunde stridende mod de christelige Forestillingsmaader; men disse indeholde dog Noget, der gaaer dybere, end den kantiske Lære. Det er nemlig paa den religiøse Troe, paa den Troe, som Christus, i sin Reenhed og Fleelhed, har bragt ind i Verden, at den ægte Retsindighed maa befæste sig; og Christendommen kan ikke antage en Moralis tet, der ikke slutter sig til denne Troe, at have tik børlig Kraft og Fasthed.