FrederikVIOgASØrsted

31 Religionslæreren, med god Samvittighed, kan lade ligge, ja endog anderledes bestemme og forklare end der er skeet? Sagen er vist nok vanskelig; og den, som har erfaret, hvor ofte man er forlegen med at trække den skarpe Grændselinie, hvor det gjelder om Begrebers Afsondring, der have en jordisk og materiel Gjenstand, vil ikke undre sig over de Van* skeligheder, der møde i dette aandelige Gebeet. Imid? lertid lader sig dog vel udfinde noget til Forklaring og Veiledning. Schleiermachev har, i en skjøn Afhandling, Ueber den eigenthiimlichen Werth und das bindende Ans sehen symbolischer Biicher, som findes i Keysers Re? formations?Almanach for 1819, antaget, at den pro? testantiske Kirkes symboliske Bøgers forbindende Kraft bør indskrænkes til det, de lære imod den ro? merske Kirkes Vildfarelser og Misbrug*); og Prof. Clausen har tiltraadt denne Mening**). Dette turde dog neppe være tilstrækkeligt; thi, skjøndt Prote? stantismen nærmest traadte frem imod den pavelige Kirke, saa erkjendte den dog visse af denne Kirke optagne Lærdomme som væsentlige Troessandheder, og forkastede i de stærkeste Udtryk de Secter, som lærte anderledes. Det sees heller ikke, at der kan være nogen indvortes Grund, hvorfor det fælleds Christelige mindre end det særegent Protestantiske, der skiller vor Kirke fra den catholske, skulde be? høve at omgjerdes ved en fast Bestemmelse. Dersom man kunde være sikker paa, at ingen Kirkens Lærer, naar han blev henvist blot til sin egen Skriftfortolk? ning, vilde væsentligen forfeile det første, og at der, [Den anførte A fhandling er optrykt i Friedrich Schleiermachev: Sammtliche Werke. Erste Abtheilung. Zur Theologie. Fiinfter Band. (Berlin 1846 ) S. 423 - 54 ]. *) 1 . c. S. 376 ff. **) Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, S. 336 - 337 .