FrederikVIOgASØrsted

18 dige Form for Barnets Indvielse til denne Kirke, og de kunne, om de end ikke i denne Handling finde anden Betydning, end blot som en foreskreven Form for Barnets Indvielse til den christne Kirke, ikke der* ved finde nogen grundet Betænkelighed. At ogsaa de Børn, som fødes i Ægteskab mellem en Catholik og en Bekjender af den evangeliskdutherske Religion, skulle opdrages i denne, kan heller ikke med Føie dadies; thi den ene af Forældrenes Overbeviisning maa her holde Ligevægt mod den Andens, og vib kaarlig Overeenskomst, hvorved den Ene opofrer sin Overbeviisning, kan ikke komme i Betragtning, alt* saa bør Staten træde imellem og gjøre Udslag for den Religion, den erkjender for den sande. Snarere kunde der være Noget at sige imod den Nødvendighed, det, efter Lovene, er for de saaledes i Landets Kirke opdragne Børn, ogsaa, efterat de ere komne til den modne Alder, at skulle blive ved den Kirke, hvori de, inden de kunde skjønne, ere bievne optagne. Lovene taale nemlig intet Slags Apostasie, ligesom de og forbyde ethvert Forsøg paa at gjøre Bekjenderne af Landsreligionen til Proselyter for en fremmed Kirke. Men Tvangen er dog i Virkeligheden ikke saa stor; thi den Forpligtelse, Loven paalægger Enhver til, ved positive Handlinger, (ved at besøge Gudstjenesten og nyde Sacramentet), fremdeles at vise sig som Medlem af Kirken, bliver ikke strengt overholdt, og yngre Lovbestemmelser have, skjøndt indirecte og med megen Vaersomhed, formildet Lo* vens Bud desangaande*). Vistnok kunde det synes *) See her Resc. 22 de A ug. 1738 , 3 . N ovbr. 1741 , 5 te Marts og 2 den April 1745 § 4 og 18 de Juni 1790 . [Resfcr. 22 . August 1738 til Generalkirkes Inspektionskollegiet og Bes faling til Biskoppen over Sjællands Stift »udi sær, at Præsterne i hans Stift, udi hvis Menighed slige Personer (Separatister) leve, maae i Frems