FrederikVIOgASØrsted

XXXVIII have nogen Indflydelse paa Kongens Beslutning, der endnu var Kaas ganske ubekendt, at det var ham ubegribeligt og tillige højst smerteligt, at Ørsted kunde være i Vilderede med Hensyn til Kaas’ Sinde? lag mod ham, men han lagde samtidig ikke Skjul paa, at han altid havde betragtet Ørsted’s Forfatter? virksomhed som uforenelig med hans Embedsstillin? ger og særlig, naar denne angik saa ømfindtlige Ma? terier som de kirkelige. Ørsted’s Brev blev af Kaas forelagt Kongen, som derefter skred til Handling. Hvad denne vilde gaa ud paa, meddelte han Kaas i et Brev af 20 de September. Samme Dag satte Kaas Ørsted i Kundskab derom. Efter Samtalen med Kon? gen var Ørsted gaaet ud fra, at Sagen vilde blive sluttet uden nogen skriftlig Tilkendegivelse. Nu skul? de han alligevel modtage en saadan, ovenikøbet led? saget af en udtrykkelig Irettesættelse. A f Ørsted’s Brev til Kaas af 21 de September fremgaar, hvor dybt krænkende han finder de paatænkte Skridt. Men der var ingen Vej udenom. Den 21 de Sep? tember modtog Ørsted det kongelige Reskript. Det tilkendegiver ham først Monarkens Mishag med hans Afhandling, udtrykker dernæst Kongens Til? fredshed med Ørsted’s eget Forslag om efterhaan? den at indskrænke og derefter tilendebringe sin For? fattervirksomhed, bifalder, at Ørsted fortsætter og bringer de ovenfor nævnte Arbejder til Afslutning og paalægger ham endelig at søge Afsked fra sin Stilling ved Pastoralseminariet. Det sidste Paabud gik Ørsted stærkt til Hjærte. I et Brev til Kaas af 22 de September fremsatte han det Ønske at maatte udsætte sin Ansøgning i nogen Tid, men det blev kun et fromt Ønske, den 26 de September blev den indsendt og under 10 de Oktober bevilget. Der er en vis bitter Ironi i den kortfattede Kommentar, Biskop