FrederikVIOgASØrsted

194 han iøvrigt aldeles maatte afholde sig fra enhver Lære, som stred imod de symboliske Bøgers Ind* hold; ligesom han og, for med god Samvittighed at sværge Eeden, maatte finde sig overbeviist om de Sætninger, han paatog sig at forkynde, men ikke be* høvede en lige Overbeviisning med Hensyn til de dogmatiske Forestillingsmaader, som ligge uden for Kredsen af det, han havde at foredrage sin Menig* hed. Det var saaledes min nærmeste Hensigt med min Afhandling, paa en indirecte Maade, at retfær* diggjøre det approberede Hyrdebrev, og tillige at hævde de symboliske Bøger al den Myndighed og værnende Kraft, som de kunde beholde uden at kom* me i den aabenbareste Strid med Samvittigheds* friheden og Tidsalderens Oplysning. Jeg havde maaskee allersnarest kunnet gjøre Ende paa de Ubehageligheder, som jeg da maatte lide, dersom jeg havde udviklet den Stilling, hvori Sagen var kommen ved Hyrdebrevet og den Anvendelse, der var blevet gjort af .isamme. Men, under den Stemning, som den Tid syntes at vise sig, frygtede jeg for, at Andre derved kunde blive indviklet i de Ubehageligheder, som concentrerede sig over mig*), og det var ganske imod mine Følelser, dertil at give Anledning. Nu veed jeg meget vel, at der ingen An* ledning er til saadan Frygt. Den Indskrænkning jeg er blevet underkastet, turde ikke være uskadelig for det offentlige. Det har maa* skee ikke gjort liden Skade, at den nyere Tids Rets* videnskab (hos Romerne var det ganske anderledes) saa godt som udelukkende har været i blotte Theore* tikeres Hænder, hvis Bekjendtskab med de Forhold, som Videnskaben har at behandle, ikke let faaer den

*) Professor P. D. C. Paulsen og Biskopperne, jfr. Troels=Lund: Bakkehus og Solbjerg I S. 172 — 73 .