FrederikVIOgASØrsted

160 Det gaaer Etats Raad Ørsted som alle lærde og som Skribenterne overhovedet, at de ved at grubble over den Materie, de vælger til Gienstand for Deres Undersøgelse og Behandling, erholde et saa fast Begreeb og uimodstaaelig Forkiærlighed for den, at man forgiæves søger at bestriide deres Meeninger. Det er hos Etats Raad Ørsted een fixe Idée, at hans Pligt tilsagde ham at skrive og at skrive det, han skreev. Naar jeg forklarede ham mine Anskuelser ved at forelæse ham de Perioder af hans Skrift, der vare mig paafaldende, naar jeg foreholdt ham Luthers Cathemismus og Lærebogen for de Danske Skooler, redigerede og Sanctionerede i de seenere Aar, og som jeg til dette Øjemed havde læst, Naar jeg satte mig i Classe med Læg Mand og søgte at viise ham det Indtryk, hans Skrift i Sammenligning med hvad der skal læres i Skoolerne og lægges til Grund for vor Troesbekiendelse, maatte giøre paa denne Clas# se af Statsborgerne, der er den talrigeste og den, som Kongen i Særdeleshed skylder Opmærksomhed, saa fik jeg til Svar, at jeg var præoccuperet og derfor ingen competent Dommer — for saadanne erkiænder han alleene den store Classe af oplyste Geistlige med fleere i og uden for Landet der troe og lære som han, men da nogle ogsaa gaae for vidt ved at for« kaste de Symboliske Bøger, saa har han formeent at burde berigtige Deres Ideer. Naar jeg end viidere indrømmede ham een over* ordentlig Masse af Kundskaber, et giennemtrængen# de Blik, men liiden Menneske Kundskab, liiden Tact for den rette Anvendelse af hans Kundskaber — saa paastoed han just at besidde Tact og Menneske Kundskab, tilstoed derimod ikke Besiddelsen af an# den eller større viidenskabelig Dannelse end den,