FrederikVIOgASØrsted

125 gandske med mine, at den maatte allerunderdanigst vorde Deres Majestet forelagt saa vil jeg ikke op# sætte Udførelsen. at yttre Meening om hver enkelt Periode af dette Forsvars Skrift drister jeg mig ikke til. Jeg troer at burde alleene indskrænke mig til nogle generelle Be# mærkninger. Ingen er meere fuldkommen overbeviist end jeg, derom, at sand Iver for Sandhed og Ret, Kiærlighed for Konge og Fødeland leeder Etats Raad Ørsted ved hvert af hans Skridt, desto meere smerter det mig, at han ikke har handlet med meere Betænksomhed ved at udarbejde og ved Trykken udgive det Skrift hvor# om her handles. at det er Tiid at sætte en Grændse for dets viidere Udbreedelse, det lærer Etats Raaden Selv i det han erklærer: at have modtaget Opfordringer til, ved særskildte Aftryk, at bringe det i fleeres Hænder. Her handles altsaa om intet mindre end at substi# tuere Etats Raadens Meeninger og Lære Sætninger det Religions System og den Lære, som Lands Kon# gen har erklæret for Landets eeneste Religion, og som Dannemarks Konger i Aarhundreder har tilsagt Beskyttelse. Her handles end viidere om at giøre den Lære giældende at ikke Lovens Ord, men, enkelt Mands Meeninger og Udtydninger, bestemmer Grændsen for den Eed den geistlige Embedsmand har at aflægge. Opdager General Procureuren, som tillige er Med# lem af Deres Majestets øverste Justits og første geistlige Collegium, at der hærsker Giæring i de kir# kelige Begreber, at der gives derved Zeloterne Stof til bittre Klager over Regieringen — saa maatte han kiende sin Pligt, at andrage saadant for Kongen og for det Collegium, hvoraf han er Medlem — Flan har