FrederikVIOgASØrsted

119 thi hvad gavner sliige Undersøgelser uden til at for* virre. Den Misforstaaelse og den Forvirring af Begreber, hvortil Forfatterens Afhandling kan give Anleed* ning, finder jeg kun svagt modarbeidet ved de Re* sultater han meddeeler til Slutning. Efter min Formeening kan Kongen ikke betragte dette Skrifts Indhold med fuldkommen Liigegyldig* hed, endskiøndt jeg derhos dog ikke tør tilraade, at der gaaes frem mod Forfatteren med den Offentlig* hed, som Sagens Behandling efter Lovens Forskrif* ter vilde medføre. Jeg skulde derimod holde for, at Biskoppens, mue* ligen og et Par geistlige Embedsmænds, saasom Pro* fessorerne Münster og P. Erasmus Møllers Betænk* ning blev indhentet:*) hvorvidt de i benævnte Skrift angivne Sætninger, enten i det Heele eller for en Deel maatte være striidende mod Grundsætningerne og Forskrifterne for den Religions Lære som inde* holdes i den Augsburgske Confession og i de Syrn* boliske Bøger paa hvilke Landets Love støtter sig ved at betegne den positive Religion som Kongen har forpligtet sig til at haandhæve og til at beskytte som Stats Religion. Naar Hans Majestæt Kongen allernaadigst maatte behage at kalde Biskoppen og mundtlig meddeele ham denne Befaling, saa formeener jeg, at dette præ* liminaire Skridt kunde giøres uden at volde den Op* sigt som altid er betænkelig at foranleedige, hvor der handles om Gienstande af denne Art. *) V ed »Biskoppen« sigter Kaas til Biskoppen over Sjællands Stift Fr. Munter, der 1808—30 beklædte Bispestolen. J. P. Mynster, Sjællands Biskop 1834—54, havde aldrig været Uni* versitetsprofessor, Peter Erasmus Müller (1776 — 1834), Münter's Efter* mand og Mynster’s Forgænger i Bispeembedet, var 1801—30 Professor ved Universitetet.