FrederikVIOgASØrsted

99 sat i Bevægelse. Det var et Spørgsmaal af mere ab mindelig Interesse, og som stedse har beskæftiget Kirkeretslærerne, hvorom jeg meddeelte mine Tan* ker. At dette Spørgsmaals Besvarelse er saa godt som uden Indflydelse paa hiin Injuriesag, derpaa har jeg, ved Hr. Grundtvigs Skrift faaet nye Bekræftelse. Dette giver tilkjende, at han, med Hensyn til denne sin Sag, ikke lægger Vægt paa Bestemmelsen af, hvad der skal henføres til den himmelske Lære, Præsten, i Følge sin Eed, har at udbrede (hvilken Eed desuden hans Modstander, som Professor i Théologien, ei har aflagt) men paa den Forpligtelse, Eeden paalægger Præsten til, af alle Kræfter at bestride falsk Lære. Han mener nemlig, at denne eedelige Forpligtelse maa beskytte enhver Præst, der, efter sin bedste Overbeviisning, søger at fyldestgjøre samme, ved at befeide hvad han holder for falsk Lære, imod at fors følges som Injuriant for de Beskyldninger og haarde Ord, som han, i den Anledning, fremfører imod sin Modpart; uden at det kommer an paa, hvorvidt Be* skyldningerne af Retten findes grundede eller ikke. Men om denne Deel af Præsteeeden har jeg slet ikke handlet; og, om jeg end ellers kunde finde Lyst til at prøve Rigtigheden af den Slutning, Hr. Grundtvig deraf udleder, saa vilde dog Delicatesse forbyde mig at indlade mig derpaa. Hr. Grundtvig gjør mig iøvrigt Uret, naar han til# troer mig Partiskhed mod ham og for hans Modstan* [At G. L. Båden i sin gennemført perfide Artikel i Ø st’s »Archiv« helt igennem giver det Udseende af, at Ørsted's A fhandling er et Des fensionsindlæg for H . N . Clausen, kan ikke vække Forundring, se det citerede Sted S. 287 ( » ... den Mand, hvis Forsvar han saa ganske har paataget sig«), S. 288—89, S. 295 o. ff., S. 305—06. Baden’s plumpe Bemærkninger 1. c. S. 3 11 — 13 og S. 321—22 ere i Virkeligheden en uværdig Denunciation af Ørsted overfor den enevældige Konge].