FrederikVIOgASØrsted

gelse; thi disse skulde jo dog opdrages for den Kirke, hvoraf han var udgaaet. Vel siger man nu, at det ikke er Kirken, som Kirke, der paafører den Udelukkede disse følelige Onder, men at det er Staten, som be# slutter samme. Naar imidlertid Staten, efterat den kirkelige Myndighed først har erklæret den Paa# gjeldende for et ugudeligt Menneske, som den ei kan taale i sit Skjød, ikke kan Andet end tillægge denne Dom hine Følger, saa bliver det i Gjerningen det Samme, som om Kirken umiddelbart paabød disse Straffe. Staten bliver, naar man ellers, som synes at være Meningen, ikke indrømmer den nogen Deelta# gelse i eller Control med Udøvelsen af hiin Myn# dighed, kun et Organ, der iværksætter Kirkens Dom# me og Beslutninger. Da saaledes hiin Udelukkelse vilde have de smerteligste og meest nærgaaende Virk# ninger for Individets borgerlige og huuslige Tilstand, saa synes Hr. Prof. Clausen altfor let at have be# roliget sig mod den Frygt, at en saadan Forfatning kunde fremkalde Hyklerie. Men ogsaa maatte man være angst for det frygtelige Misbrug, hvoraf hiin kirkelige Myndighed vilde være udsat. Det var ikke individuelle, paa lovlig Maade undersøgte og beviste Handlinger, Præsten eller Presbyteriet, i hvis Hænder man nu maatte nedlægge Myndigheden, behøvede for at gaae frem imod det Individ, der skulde underka# stes Kirketugten. Rygter og Formodninger maatte være nok for at sætte dem i Virksomhed, og det var mere Totalindtrykket af Eens Vandel i det Hele, der vilde gjøre Udslag. Feilgreb vilde derved meget let indløbe, og endnu hyppigere Klager over Feilgreb. Præsten eller Presbyteriet maatte iøvrigt vel, paa in# gen Maade, have en endelig og upaaankelig Afgjø# relse i sine Hænder. Udelukkelsen skulde dog ikke indskrænke sine Virkninger til den enkelte Menig#