FrederikVIOgASØrsted

79 Mænds Udygtighed til at bedømme en geistlig Mands større eller mindre Qvalification til et Embede. Ud* rustet med religiøs Sands, med gode, skjøndt ikke lærde Kundskaber angaaende Christendommen og med en dannet Aand, turde man vel, uden at være Theolog, være i Stand til at skjelne den mere og mindre duelige og værdige Religionslærer. Hr. For# fatteren synes og at være i Modsigelse med sig selv, forsaavidt han dog vil, at Menighederne, hos hvis Medlemmer man i Almindelighed vel ikke kan fors udsætte større Indsigt end hos det Statscollegium, som det betroes at gjøre Forestillinger om geistlige Embeders Besættelse, skulde have en, skjøndt noget bunden, Valgret. Forsaavidt Mangel af nøiagtig pers sonlig Kundskab til alle de Ansøgende gjør, at man for det Meste maa holde sig til de academiske Prøs vers Udfald og de Vidnesbyrd, de Ansøgende ellers kunne fremlægge om Flid, Duelighed og et christeligt Levnet, saa sees ikke, at et Collegium, der bestod af lutter Geistlige, heri vilde have noget Synderligt fors ud for et verdsligt Collegium; og, dersom et saadant vilde væsentligen afvige fra de Grundsætninger, som nu følges ved geistlige Embeders Besættelse, saa turs de dette let give Personligheder et Spillerum, der vils de have en fordærvelig Indflydelse paa Kirken og Geistligheden. løvrigt vilde det geistlige Collegium, der, efter hiin Forfatters Mening, skulde have at foredrage Regens ten de geistlige Sager i Almindelighed og i Særdes leshed dem, der angaae Besættelsen af Kirkens Ems beder, dog i Grunden ikke faae stor Indflydelse i dette sidste Slags Sager, saafremt Menighederne selv skulde, under Geistliges Medvirkning, der dog ikke havde Sæde i hiint Collegium, vælge Præster og Kirkebetjente. Hvorvidt iøvrigt noget for Kirken og