FrederikVIOgASØrsted

61 bragt ham til hine parodoxe Yttringer, og hans Philo# sophie sluttede sig nu tæt til de christelige Forestil* linger, som han opfattede i større Dybde og med større Varme end Kant, med hvem han dog stem# mede overeens i kun at agte lidet paa Christendom# mens historiske Side. Schelling har man ligeledes gjort den Beskyldning, at han ingen levende personlig Gud skal erkjende, men kun en evig Natur, som han tillægger guddommeligt Navn. Som alt bemær# ket, gjør man vist bedre i at tænke sig Guds Til* værelse som en personlig Tilværelse, og uden Tvivl faaer Verdens absolute Afhængighed af Gud, i For# bindelse med den Tilværelse, vi dog maa indrømme Verden, snarere en vis Klarhed for den menneske# lige Forstand ved Forestillingen om en Skabelse, alle dette Begrebs metaphysiske Vanskeligheder uagtet, end ved den pantheistiske Forestillingsmaade; lige# som intet Billede paa Menneskets Forhold til Gud er frugtbarere og trøsteligere end det christelige om Gud som Fader. Men derfor bliver det dog ubilligt, naar Schelling, saavelsom de ældre Pantheister, reg# nes til Atheister. Den Natur, de gjøre til Eet med Gud, er ikke den skabte, endelige Natur, men en skabende Natur (natura naturans), hvoraf al endelig Tilværelse kun er et Gjenskin. Denne Natur tillægge de Liv og Virksomhed; kun tænke de sig den ikke under Personlighedens Form, fordi den derved vilde faae noget Begrændset. Saaledes vilde der, i en Stat, hvis Religionslærere [Ganske betegnende for G. L. Baden’s hele ondsindede og giftige Po­ lemik mod Ørsted er hans Udtalelse i den foran S. 22 Note citerede Artikel i Øst s »Archivr< 1 . c. S. 306 Note: » Ørsted siger og p. 283 , at Fichte har opfattet de kristelige Forestillinger i større (mystisk) J bde °S med større Varme end Kant. — Og dog er den samme Fichte i ke uden Grund formelig anklaget for Gudsfornægtelse. — Vist skal der skarp Dialektik til at rime Sligt sammen«].