FrederikVIOgASØrsted

60 gik foran ham; og, skjøndt han, i Følge sin eiendomme# lige Aandsretning, ikke lagde Vægt nok paa det Hi# storiske i Christendommen, saa fandt han dog i alle dens Læresætninger en dyb philosophisk#moralsk Be# tydning. Fichte blev endog formelig anklaget som Atheist, fordi han havde lært, at man maatte blive staaende ved en levende, virkende moralsk Orden, som det Guddommelige, uden at være berettiget til derfra at slutte til en særskilt Substants eller Per# son, som dens Ophav. Hans yderligere Forklaring viste, hvad man ved en nøiere Undersøgelse strax vilde have seet, at han kun, for at bortfjærne en# hver Forestilling om den indskrænkede Tilværelse i Rummet, havde nægtet Begreberne om Substantia# litet og Personlighed Anvendelse paa Guddommen, og at han iøvrigt betragtede hiin moralske Verdens Orden som et levende, virkende hele Tilværelsen gjennemtrængende Princip. Den Forestillingsmaade, der paadrog ham Anklagen, kan have været et specu# lativt Misgreb. Skjøndt vi om det guddommelige Livs Beskaffenhed ei kunne gjøre os nogen anskuelig Forestilling, saa er dog uden Tvivl en personlig be# vidst Intelligents den eeneste Form, hvorunder vi kunne tænke os Gud, og hvorunder vi, dog med Bevidsthed om at det kun er en endelig Form for det Endeliges Forestilling om den Uendelige (symbolisk Anthropomorphisme), bør tænke os det høieste Væ# sen. Imidlertid vilde det være en stor Forkeerthed at kalde et System atheistisk, hvori det Væsentlige i den religiøse Overbeviisning udtalte sig med en Fynd og Kraft, som man forgjæves søgte hos hans Mod* standere. I de senere Fremstillinger, han gav af sin Lære, opgav han iøvrigt den Terminologie, som havde [Se f. Ex. Heinrich Rickeri : Fichtes Atheismusstreit und die Kanti* sche Philosophie. (Berlin 1899 )].