FraEmpiretiden_I

242

Jeg længes som liden Blomst i Vaar, Alt efter den kommende Sommer, Forgæves dog mine Længsler gaar, Som skifter, veksler og kommer. Naar vil den standse sin raske Gang, Og naar vil jeg Hvile vel finde, Naar stilles vel her mit Hjertes Trang, Og Sjælen faa Roen inde. Naar Døden udstrækker sin kolde Haand, Og standser mit Hjertes Banken, Naar den har trykket sin blege Mund Paa min Pande og standset Tanken. Naar den mig tilhvisker med sagte R ø s t: Følg med mig til Skyggernes Lande, Da stilles Savnet, hvert Længselssuk E r druknet i Glemselens Vande.

Da Jomfru Henriette imidlertid havde erhvervet sig en stor Færdighed i at sy Børnehabiter, besluttede hun at oprette en Systue for saadanne, hvorfor hun indrykkede et Avertissement i Adresseavisen, efter hvilket hun modtog flere Billetter. Den første, hun aabnede var fra Ejeren af Ejendommen Nr. 62 i Adelgade, hvor det kære, gamle Ægtepar Bruus endnu boede, og hvor Tranen endnu ses over Gadedøren. Dette ansaas for at væ re et godt Varsel, Butikken blev lejet, og Jomfru Henriette Thrane tyede ind under denne forsigtige Fugls Vinger, hvorunder hun forblev i en lang Aarrække. Men da hendes Broder Hans, der var bleven Ejer af Ejendommen Nr. 20 paa Vesterbrogade, tilbød hende