FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

19

Vare Verdens Mestere paa et Sted, Det var saa faur en Skare, De kunde ei med deres Kloghed D in Godhed aabenbare. D u er os alle til stor Gavn, V i aldrig skal glemme at prise dit Navn, T il vi af Verden skal fare. Som Solen den ganger igiennem et Giar, O g det vorder intet at skade, Saa er Madamen en Jomfrue klar, Det G u d hendes Mænd forlade. H u n sukker skiøn Walborgs Klage ud: Madamen hun er en Jomfrue reen Trods tvende Rigers Svende! Hende ingen Mand paaførde Meen, Skiønt Skiæbnen for Spøg gav tvende, Men gid du ej fra Venner gaae, Før voxne Sønner om dig staae, Som Moders D yder erkiende. Joachim Vibe er mere kortfattet: T o Gange har ieg været Brud, Men aldrig gift kan jeg blive.

Velsignet Dag! jeg seer dig glad frembryde, Paa dig blev fød en højst elskværdig Jyde, Som bedre Skiæbne værdig var, End den, m in lille Jyde har; Men dersom Ønsker kan din Skiæbnes D om formilde, O g dersom disse nu ej kommer noget silde, Saa kan jeg gratulere mig Med at formilde den for dig. Samme aar som Waltherstriden blev utkjæmpet, fik Det norske Selskab en god tilvekst i student Jens Zet? litz. I Bergen, hvor han gik paa skolen, blev han «kjendt og yndet» av Johan Nordal Brun, dengang sogneprest ved Bergens Korskirke. Den samme mandige, selvfølende patriotisme, som Brun vedkjendte sig, saavidt det lot sig forene med hans konservatisme — den samme uforfalskede norskhet er gaat over paa Zetlitz. Meget svakere av karakter end sin «mester», kom han i viseevne op mot ham — og de møttes desuten i den blindeste uforstaaenhet overfor tidernes revolutionære gjæring.