FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

134 Da beder jeg, m it fulde Hierte beder: G u d glæde hver, som var oprigtig V e n ! H a n største Fryd, som Jorden har, udbreder, H a n er og værd at eye den igien — O g han som glæded mig i mørke Dage, I Spøg og A lv o r lige vennesæl, M in Rahbek! — gid han ønskte Lykke smage! T h i ene den er værdig for hans S iæ l; G id ingen Ven paa Livets Vey ham svige, O g gid han elskes maae af ædel Pige Ja Kierlighed! som al Naturen hylder, T h i den er stor og evig skiøn ved dig, Som Visdom selv hiin modne Glæde skylder, D u som giør Kummer glad og A rm o d riig, Som vrister Sværdet af Barbarers Hænder, O g minder ham, at Menneske han er; Men ædelt M od i Ynglings Barm antænder O g Fødeland og trange H iem giør k iæ r; D u skiænker kun den Fryd som Hiertet søger Som vindes ey ved Rygtets Priis og Bøger. 0 Skiønne! dig Naturen gav et Hierte — H v o dette fik, den ønskte og en Ven — Hæ ld dig! o H æ ld ! den Visdoms Aan d dig lærte H va d Værdighed det er som egner M æ n d : Naar falske Væ rd, uægte Glimm er svinder Som Letlekunst ti! Hymens A lter bar, Naar Narren hun og han Koketten finder, E n Elsker du, en Mand tilbage har, H vis Elskov er dit Hiertes sande Hæder, Som af din Haand tog Livets første Glæder H a n seer at snart igien skal Øyet græde O ! kun om Trøst og Lindring bør vi see! Ve dem som meer af H im len tør begiære! Den meget fandt som fandt en ædel Ven Som troe med ham vil Livets Byrder bære, O g først ved Gravens Bred dem lægge hen Naar glad din Siæl sig op til H im len hæver, D u glemmer ey at du paa Jorden lever. D u veed vor Jo rd er ikke Glædens Sæde, V o r gode Engel sukker, naar vi lee, Om ingen Egn en skyefrie Himm el svæver, O g giftig U rt i alle Lande groer, O g Jorden just ved hule Tord en bæver, Naar Somren milde Arme om den snoer: 1 ingen Stand er varig Fryd at finde,