FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

93 Selskabsvise. I fordums T id det herligt var Et Rige at regiere,

T h i den som Diademet bar, N ø d nesten Gudoms Ære, Ja skiønt med Blod han Love skrev, De dog som gode priste blev. Man da Bastiljer ej nedrev O g ei sin Fyrstes Ære. Men i Europas lyse T id Maa Fyrsten Regnskab føre Om Bondens Sleb og Kiøbmænds Flid, O g hvad de lærde giøre, M an fordrer — man bør skamme sig — A t han skal giøre lykkelig D en Stat som underkastet sig for intet selv at giøre. Elvis Skiebnen, som vel hænde tør, M ig Spir og Krone byder, Jeg svarer: Votre Serviteur Jeg hellere adlyder. Om jeg fadesser nu begaar, Det strax ei i Avissen staar — I Skrifter jeg ei Næser faar Om jeg hver N a r ey lyder. Det Diadem jeg ønsker mig, Jeg alt et aar har baaret En anden skod mig lykkelig, jeg blev til Konge kaaret. Jeg tog Pocalen mit Regal, Jeg gyded V in i min Pocal O g sang: lad Skud og Perial Medtage halve Aaret. Men du som mit forladte Sted ved heldigt Skud betræder, Regier dit Folk med Kierlighed, Spred om dem muntre G læder: Lad Lystig om Pocalen gaae Ved den du ene hyldes maae — D rik : Vores Skyde-Selskab staae T il Mandals Lyst og Hæder.

Rahbek gifter sig med Kamma Heger — og Zetlitz ser med sorg deres korrespondance gaa istaa.