FraDetGamleKongensKjøbenhavn

190

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

bøjet Stilling, med Fødderne oppe paa Bænken, med begge Hænder støttet til Pillerne og med Hovedet mod Gesimsen at nyde Skuespillet. Det værkede i Hænderne, de fik, hvad man kalder Krampe, og slap man, kunde man risikere at styrte ned. Og saaledes gik det engang en Yngling; han styrtede ned fra en Galleriloge, og var han ikke tørnet mod den frem sprin­ gende første Etages Logerække, hvorved Faldet sagtnedes, vilde han mulig have slaact sig ihjel eller ogsaa have lem­ læstet en eller anden af de Folk i Parkettet, mellem hvilke han faldt. Han havde til Fornavn Gabriel, og efter denne Luftsejlads i Theatret, hvor han svævede ned som en Engel, blev han almindelig kaldet Englen Gabriel. Logehøkeriets Forretning var, som omtalt, i Reglen temme­ lig indbringende og dreves af Folk af begge Kjøn. Der var blandt disse en Herre, som spillede den elegante Kavaler. Han holdt Ridehest og var tillige en stor Ynder af det smukke Kjøn. Naar Søgningen var ringe, havde lian altid Brug for de uafsatte Billetter til sine talrige Veninder. En anden lagde Grunden til en betydelig Formue ved sin Driftighed som Logehøker. Der var ogsaa dem, som fandt det under deres Værdighed selv at sælge Billetter, men holdt Kommissionærer til at udføre dette Hverv. Forøvrigt var det ikke alene med Logebilletter, at Sjoveriet dreves, det skete ogsaa ved enkelte Lejligheder med Billetter til Gulvet, f. Ex. til „Geburtsdags-Stykker“, naar Her­ skabet tog i Komedien i sexspændige Vogne med Løbere og Fakler. Saa var dei* opstillet Rækker fra midt om Natten eller den foregaaende Dags Aften langt ud paa Torvet hen til „Hesten“, og Billetsjoverne forstod altid at indtage de forreste Pladser. En slig Stimmel hørte dog til de store Sjældenheder, thi Theaterlysten var dengang langtfra saa stor, som den er nu, og skjønt Kjøbenhavnerne paa den Tid, som jeg nærmest h a r for Øje, Trediverne, kun havde et eneste Theater, var det i Reglen middelmaadigt besøgt. At den betydelig ringere Befolkning, neppe halvt saa stor som den nu er, ogsaa var en af Hovedaarsagerne, er en Selvfølge. Logehøkeriet i den Form, hvori det fandt Sted i ældre Tid, hø rer til det længst forsvundne og fik, som anført, allerede et Knæk ved det gamle Thea ters Ømbygning, da der paamaledes Dørene, hvor mange Personer enhver Loge maatte indeholde, og det strengt paalagdes Kontrollørerne at paase, at dette Tal ikke overskredes. Efterfølgende Skitse skal søge at give et Billede af Livet i en af de omtalte Høkerloger. Det er midt i Sæsonen. Scenen foregaar i en Sideloge i