FraDetGamleKongensKjøbenhavn

175

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

Figurer hørte hjemme i Syngespillet, Operaen og Vaudevillen, thi hans Stemme var godt uddannet, og hans lunefulde'Fore­ drag gjorde hans Syngenumre til sande Kunstpræstationer. I en yngre Alder optraadte han ogsaa som Don Juan og som Figaro I Skuespillet udførte han ikke sjælden al­ vorlige Karakterroller med en prægnant Tegning; mindre hel­ dig var han derimod som Tragiker, hvorvel hans Præsta­ tioner altid udmærkede sig ved en genial Udarbejdelse. Hans Holdning og Anstand var nok imponerende, men der fattedes ham tragisk Pathos og Lidenskab. I en Rolle som Kejseren i „Væringerne“ var han derimod udmærket paa sin Plads. Han heskyldtes jævnlig for ikke at være sikker i sine Roller. Men denne Beskyldning var ugrundet. Tingen var den, at han som en ægte Kunstner ofte virkede ved stumt Spil, og de der­ ved fremkomne Pavser bleve da an tagne som Usikkerhed. At hans Hukommelse blev noget svækket i Slutningen af hans lange Løbebane, er ikke til at undres over. Undertiden glippede det ganske for ham. Jeg erindrer, at han som Harald Blaa- tand, da han fældes af Palnatoke, arbejdede sig døende hen til Sufflørhullet og der fik Understøttelse til at fremsige sin Monolog. Han var en meget behagelig Mand i Omgang, forekom­ mende, oprømt og interessant. Han var altid rig paa mor­ somme Historier, hvoraf jeg selv fik ikke saa faa Prøver. I Ferietiden om Sommeren boede han nemlig paa den saakaldte Badstue ved Frederiksborg Slot, og han besøgte da jævnlig en Slægtning af mig, der var Kjøbmand i Hillerød, og udenfor hvis Butik der var en Stenbænk, hvor han tog Plads. Fryden- dahl holdt da af at passiare med os unge Fyre. Men ligesaa venlig og forekommende han kunde være, ligesaa stiv og fornem var han, naar det stak ham, især antog han denne Hold­ ning mod Theaterpersoner, der vare simple og raa i deres Væsen, eller mod Folk, som mente at kunne se ned paa Skue­ spillere. Han var da undertiden ligesaa vittig som bidende. Da han engang med Djærvhed fremførte en grundet Anke for Direktionen, sagde et Medlem af denne, at han nok forglemte, hvem han talte til. „Nej,“ svarede Frvdendahl, hævende sig til sin fulde Højde, „jeg betjener mig netop af den rette Tone; thi jeg taler som den gamle Sognepræst til Kirkeværgerne.“ — En ung adelig Herre, hvem han traf i et Konditori, spurgte ham, hvorledes han kunde nedlade sig til at spille Narreroller. „Det skal jeg sige Dem, min unge Herre,“ svarede Fryden- dahl, „jeg spiller Narreroller af samme Grund som De: af