FraDetGamleKongensKjøbenhavn

144

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

opgave deres revolutionære Hensigter. Det varede heller ikke længe, før Selskabet „Clio“, hvis Rygte var. blevet fordærvet, ophørte, I 1820 bestod i Kjøbenhavn følgende Klubber og Selskaber: Selskabet Borgersamfundet (47 Medl.), det borgerlige Selskab (186 Medl.), det bestandige borgerlige Selskab (196 Medl.), det borgerlige Enigheds-Selskab (116 Medl.), Selskabet Clio (101 Medl.), Det dramatiske literære Selskab, ogsaa kaldet det Bo- rup ’ske Selskab (77 Medl.), det dramatiske Selskab „Constan- tia“ (50 Medl.), det dramatiske Selskab „Thalia“ (51 Medl.), det dramatiske Selskab: „Det Skjønnes munt r e Dyrkere“ (32 Medl.), Enigheds-Selskabet (162 Medl.), „den nye Forening“, ogsaa kaldet Dreyers Klub (271 Medl.), Harmonien (270 Medl.), Kongens Klub (172 Medl.), det musikalske Akademi (40 Medl.), det forenede musikalske Selskab (148 Medl.), Venneforeningen (16 Medl.), det venskabelige Selskab (226 Medl.) og Selskabet „de forenede Venner“ (65). Del samlede Antal af Medlemmer var saaledes 2229, og det kan i og for sig vel ikke betragtes som meget stort; men naar del betænkes, at Kjøbenhavn den­ gang havde en Folkemængde af næppe 100,000 Indbyggere, og at de fleste af disse Klubmedlemmer vare Familiefædre, som paa Grund af Klubbernes forhen omtalte mere exklusive Ka­ rak ter nærmest hørte til Befolkningens højere stillede Klasser, saa vil man heraf kunne skjønne, at Klublivet var meget søgt, og at det hørte til den gode Tone at deltage deri. I den anførte Fortegnelse er der nævnt ikke m indre end fem dramatiske Selskaber, og disse kunne ogsaa ret vel hen­ regnes til Klubberne, fordi de, hvorvel de havde en særegen Bestemmelse, desuden havde lignende selskabelige Sammen­ komster til Formaal som hine. Men Hovedsagen var at give sceniske Forestillinger. Theatret har altid været et Hoved­ moment i de kjøbenhavnske Adspredelser, og Lysten til selv at agere, til at prøve det Trylleri, der kny tter sig til sceniske Forestillinger, selv om man gaar en anden Livsbane, er ikke sjælden forbunden med den herskende Forkjærlighed for The­ atret. Endnu er denne Tilbøjelighed tilstede i en ikke ringe Grad, hvorom vidner ikke blot de enkelte endnu bestaaende dramatiske Selskaber, men ogsaa de offentlige Dilettantfore­ stillinger, der gives i forskjellige, tildels veldædige Øjemed, eller som finde Sted i Familiekredse til gjensidig Underhold­ ning. Man ved jo ogsaa af Erfaring, at private sceniske Fore­ stillinger afgive en Planteskole for dramatiske Talenter, idet der ikke er mange af de Skuespillere eller Skuespillerinder,