FraDengamleHerresSkuffer

74

D e gamle Volde faldt. Vi havde kun den Stump til­ bage, som hed Christianshavns Vold. Hvorfor den fik Lov at ligge, ved ingen; der er maaske dog det at tænke paa, at denne Bydel frem for nogen anden har værnet om sine Minder. Det ser vi, naar vi spadserer i Strandgade, hvor man med Pietet holder Haanden over de ægte gamle Købmandsgaarde. Man ser det ogsaa i Overgaden, hvor det Heeringske Hus fortæller om alt det gode, der bør gemmes; der er for øvrigt flere Huse der ude, som huser de rigtige Minder. Holger Drach- mann fortæller derom i „Det grønne Haab“ , hvor

„Solen skinner paa Christianshavn en Minut, og saa er den borte“

Og han siger:

„P aa Christianshavn med den grønne Vold en skæ lvende Foraarssol skinner, paa Udsigten ud over Kallebodstrand — paa alle Barndommens M inder.“

Tager jeg et Billed i min Haand som det, Henriques har malet i 1839, saa forstaar jeg knap nok, at der saa saaledes ud derude. Alt det, der siden er vokset op, forstyrrer min Tanke, og som en gammel Herre ryster jeg paa Hovedet; thi Idyllen fra 1839 kan jeg ikke huske endnu, da jeg knap var født den Gang. Men jeg husker noget andet — langt senere; det var Holger Drachmanns Kærlighed til den Vold, hans Muse fandt paa at besynge; og jeg mindes en Spadsere­ tur med ham der.