ForslagTilSundhedsvedtægtForKøbenhavn_1913

2 0 4

benyttede, da et Paabud om at spytte i Rendestene eller Nedløbsbrønde vistnok vil vise sig illusorisk, og da der heller ikke godt kan blive Spørgsmaal om Anbringelse af Spyttebakker paa alfar Vej, maatte altsaa et Flertal af dem, der spytte, vel nærmest være henvist til at optage det op- liostede eller opspyttede i Lommetørklædet, en Udvej, som, særlig hvor Talen er om smittefarligt Opspyt, kun kan an­ befales under Forudsætning af, at Lommetørklædet skiftes langt oftere end almindeligt. Den væsentligste Indvending, der kan rejses mod et Forbud som det omhandlede — og maaske nok den væsent­ ligste Grund til, at et saadant Forbud saavidt vides ikke er udstedt i nogen By i Europa —, er dog den, at Forbudet i Praksis vilde vise sig overmaade vanskeligt at gennemføre, at Overtrædelser kun ganske undtagelsesvis kunne ventes paatalte. Den opdragende Virkning, som man mulig kunde til­ lægge et saadant Forbud, selv om Overtrædelser kun und­ tagelsesvis paatales, bør vistnok, i alt Fald foreløbig, søges tilstræbt ved andre Midler (Opslag, Piecer, Avisartikler og lignende). Hvor meget man end kan sympatisere med Tanken om, at syge Personer, for hvem Opspytning er en Nødvendighed, af sanitære Hensyn henvistes til at benytte transportable Spytteflasker, og at den i æstetisk Henseende hæslige Uvane for sunde Personers Vedkommende kunde udryddes ved et Forbud, kan det dog som anført næppe anbefales at søge et saadant Forbud mod Spytning paa Fortov eller paa alfar Vej udstedt for Tiden. For alle offentlige Befordringsmidlers Vedkommende vilde derimod et ubetinget Forbud være paa sin Plads, og ligeledes for saa vidt angaar offentlig tilgængelige, lukkede Lokaler (Kirker, Forsamlingssale, Teatre, Varieteer o. s. v.), men paa Muligheden af et saadant Forbud er der i denne Sammenhæng næppe Anledning til at komme nærmere ind. E. M. Hoff.