ForslagTilSundhedsvedtægtForKøbenhavn_1913

86

Naar der nu fra Ministeriets Side stilles Forslag om en yderligere Udvikling af denne Praksis, hvorved den endelige A fgørelse af disse Sager paa flere eller mulig efterkaanden paa alle Punkter henlægges til Ministeriet, er der formentlig al Grund til fra kommunal Side i Tide at være opmærksom paa den væsentlige Indskrænkning i det kommunale Selvstyre, som der nu, et halvt Aarhun- drede efter Sundhedsvedtægtslovenes Fremkomst, er Tale om at komme ind paa. Da Spørgsmaalet om Sundhedskommissionens Syn paa Sagen (Sundhedskommissionens »Æ resfølelse«) gentagne Gange berørtes under Diskussionen i Borgerrepræsentatio­ nen i 1907, turde der være Anledning til at tilføje, at Sundhedskommissionen for sit eget Vedkommende ikke har mindste Grund til at føle sig trykket af den B e n y t t e l s e , Ministeriet hidtil har gjort af § 6 i Vedtægtstillæget af 2. November 1907: blandt de talrige Sager af denne Art, som Appelmuligheden har nødsaget Ministeriet til at be­ skæftige sig med, er der, saavidt vides, ikke en eneste, i hvilken Ministeriet har »fundet Anledning til at forandre den af Sundhedskommissionen trufne A fgørelse«. Og i Tidsrummet mellem Juli 1908 og Juli 1910 har Ministeriet ydermere i et Par Tilfælde af denne Art, i hvilke det ansaas ønskeligt at tillade A fvigelser fra Ved­ tægten, som Sundhedskommissionen havde savnet Hjem­ mel til at indrømme, henvist Spørgsmaalet til Kommunal­ bestyrelsen og ved den Form, hvorunder dette skete, som det synes, stiltiende erkendt, at Afvigelser fra en stad­ fæstet Vedtægt vel i eksceptionelle Tilfælde kan tænkes indrømmet af den Autoritet, der affatter Vedtægten, med Sanktion af den Autoritet, der stadfæster Vedtægten, men ikke af den sidstnævnte Autoritet alene; disse Tilfælde gjorde i Virkeligheden Indtryk af, at Ministeriet end ikke ansaa det for rigtigt at benytte sig af den Beføjelse, Kom­ munen mod sin V ilje faktisk havde maattet indrømme en tidligere Minister.