ForslagTilSundhedsvedtægtForKøbenhavn_1913

8 4

Ministeriet, saafremt der opstaar Tvivl om Forstaaelsen af en Vedtægtsbestemmelse, maa blive øverste Instans, maa kunne give en afgørende Fortolkning af, hvilken Be­ tydning Ministeriet ved Godkendelsen har tillagt en om­ disputabel Bestemmelse. — I Overensstemmelse hermed skal ogsaa for den københavnske Sundhedsvedtægts Ved­ kommende Kommissionens Formand, saafremt han skulde anse det for urigtigt at bringe en af Kommissionen tagen Beslutning til Udførelse, uopholdelig forelægge Ministe­ riet Sagen. Om at Justitsministeriet skulde kunne paatvinge en Kommune Vedtægtsbestemmelser, ophæve godkendte Be­ stemmelser eller dispensere fra utvetydige Vedtægtsbe­ stemmelser, indeholder den paagældende Lovgivning intet positivt. Derimod giver Loven af 28. Marts 1868 Kom­ munerne Ret til ved hvert Aarsskifte selv at ophæve en stadfæstet Vedtægt, hvorom Ministeriet da underrettes. Fra den Omstændighed, at Justitsministeriet er øverste Instans i Sundhedsvæsenets Administration og som en Følge deraf ved Loven bemyndiget til at censurere Kom­ munernes Vedtægtsforslag, lader der sig formentlig ikke slutte noget om, at Ministeriet skulde have en almindelig Beføjelse til at indrømme A fvigelser fra gældende Love eller lovhjem lede Vedtægter; Ministeriet maa formentlig være bunden af den paagældende Lovgivning, og om en Dispensationsret synes der kun at kunne være Spørgs- maal, forsaavidt denne udtrykkelig er hjemlet i den paa­ gældende Lovgivning, saaledes som Tilfæ ldet f. Eks. er i den for Hovedstaden gældende Bygningslov af 12. April 1889. Saafremt Ministeriet havde ment a priori at have en saadan almindelig Beføjelse, tør det ogsaa antages, at der ikke i Sundhedsvedtægtstillæget af 2. November 1907, og netop af den daværende Justitsminister, vilde være bleven indsat en udtrykkelig Bestemmelse om, at de i Medfør af dette Vedtægtstillæg trufne Bestemmelser skulde kunne indankes for Ministeriet.