Forskønnelsen_1943-1946

lidt i København er mer end 2—300 aar gammelt, bærer byen i talrige henseender langt flere aar? hundreders præg paa godt og ondt; N ew York horer i enhver henseende hjemme i 19. og 20 . aarhundrede. Og vil vi bevare den gamle arkitek? tur i det indre København, og med den hele det nedarvede præg — skønheden i de gamle huse og deres beretning om byens og rigets fortid — saa maa vi give afkald paa skyskrabere der. Blander' vi den op med skyskrabere, lader vi den som hel? hed lide M østings og Christiansm indes skæbne, berover den den balance, som den trods alle fejl? greb endnu har, og uden hvilken de gamle byg? værker bliver tragikom iske, berøvet den luft de trives i. Dertil er vor gamle bygningskunst for kostbar — ikke blot for os, men for det Europa, der nu skal prøve paa at leve videre, og i hvis- arkitekturhistorie ogsaa nogle af vore bygværker har en hæderlig plads, til og med en forhøjet værd nu, hvor der igen er blevet ødet meget dyre? bart. V i staar overfor en tid, hvor meget nyt maa skabes, mange skavanker rettes, og det var iog? forsig ikke urimeligt, om den tanke kunde opstaa: Væk med alt det gamle, lad os begynde fra grun? den, vi har ikke raad til for tid og evighed at lade landets hoved stad ligge i den spændetrøje, som forlængst afdøde enevoldskonger og endnu mere forlængst afdøde bisper skabte. Der var for nogle aar siden tilløb til at den tankegang skulde vinde videre udbredelse blandt arkitekter, som vel ogsaa har mere lejlighed til at indse, hvilken dødvægt saadan noget som den endnu bestaaende middel? alderlige gadeføring og udstykning er — og til at stønn e under den. Faren er vistnok ovre; for? staaelsen for den gamle arkitektur er sikkert i til? tagende; forstaaelsen for, at et folk ligesaalidt kan undvære den som sine andre nedarvede kultur? værdier, uden at der bliver tomrum i det aande?

lige liv; en forstaaelse der netop er blevet lutret derigennem, at den aktuelle bygningskunst endelig har frigjort sig fra den direkte afhængighed af de gam les værk, og ligesom de selv arbejder moder? nistisk, d. v. s. ud fra egne forudsætninger. Paastand Nr. 1 bliver derfor: / d e t gaml e Kø benhav n bør der ikke opføres Sky s k r abe r e — og det gamle København kan her passende defineres som omraadct indenfor Søerne og Christianshavns Vold. Men nu hele resten, det øvrige stærkt voxende byomraade? Her er det, der er brug for det sidste billede, D ow n tow n set fra Uptown ; en udsigt over et mægtigt areal hvor m illioner af mennesker har deres daglige gang. Og det viser netop bctydnin? gen af skyskraberhøjden. Stort kræver stort. Hvor? dan skraberne paa en gang fremhæver den væl? dige udstrækning og holder sammen paa det hele; giver karakter til noget der ellers vilde være in? différent, giver faste punkter for ø jet og tanken — kort sagt trods gigantformatet virker som noget m enneskeligt forstaaeligt i det, som ellers vilde være uhyggeligt, endeløst, overm enneskeligt i ud? strækning. (B illedet g-iver anledning til i en pa? rentes at paapege en egenskab ved skyskraberen: D en har façade til alle sider. Derved adskiller den sig fordelagtigt fra størstedelen af almindelig hjem ligt etagebyggeri, med udpræget forside og bagside og derigennem uegnet til at rage op over lav bebyggelse. Se f. ex. Ordrupvej, hvor en alde? les upaakrævet 5?etages bebyggelse ganske raat og med afskrækkende resultat er ført tværs gen? nem en villaby). Paa nutidens storby lurer en alvorlig fare: Ked? sommeligheden. N ew York synes i v isse Henseen? der at have undgaaet den. Faren er vistnok grad? 3