Forskønnelsen_1919

blik, da en enkelt hvid Svane kom gli­ dende imod mig m id t ad K aste lsgra­ vens b lanke Vand , m ed to lyse Køl­ v an d s s trib e r e fte r sig. Jeg g lemm er det aldrig, det v a r som selve Even ty re t kom mig ta v s t tog forventn ingsfu ld t imøde. Jeg m indes en anden Gang, ved den b rede Kanal som før i Tiden v a r V oldg rav omkring U trech t og hvis B redder nu e r en s to r Park m ed T ræ e r hvis S tamm e r skyd e r som høje Søjler op a f Jo rd fladen — uden Underskov . D er kom lave bugede P ramm e stagen ­ de med svæ re Hølæ s, krusendeSpejlet a f de sto re T ræ e r, og F an tasien sa ttes i Bevægelse til a t m angedob le Syns­ in d try k k e t ved Forestillinger om de b rede og side Enge, h v o rfra K analen kom — disse ho llandske Enge med Kvægflokkene h v o r pludselig h e r og d e r Sejlet a f en Baad ra g e r op og teg­ n e r sig mod Lu ften — og om d e t sto re H av m od hv ilke t K ana lens Vande ustandselig t flød videre. EnV and flade h a r ikke b lo t sinBlank- hed , sit Spil a f Lys og F a rve r, m en tillige sine Spejlinger, denne m æ rk e ­ lig illuderende Forening a f den v and ­ re tte og den lod re tte U dstræ kn ings tilsyne ladende Modstrid. Det fladeste V and k an jo ved Spejling a f H im len og dens d rivende Skye r fa a Udseende a f en uendelig Dybde. Selv Bevidst­ heden om, a t dette e r en Illusion, lok­ k e r ogsaa F an tasien , N erven i Menne­ skets aandelige T ilværelse, F o ru d sæ t­ ningen fo r al Kultur. Ved de næ vn te Egenskaber b e ty d e r V ande t sa a m e ­ get i en Park , og d e rfo r e r det en vig­ tig Sag a t skaffe det re tte ha rm on isk e F o rho ld mellem P ark og Vand. V ande t m a a ikke isoleres fo rm ege t, ikke gøres til en »Grøft« i en A fkrog a f Parken . H eller ikke m a a m an dække Syne t deraf. Tvertim od bø r m an lade det spille den s tø rst mulige Rolle i P a r­ ken, som det e fte r sit Omfang og sin Plads e r i S tand til. Og det skal sæ ttes

F ra C hristianshavns Kanal. i h a rm o n isk Forho ld til det omgivende Terra in . L ad det flyde mellem b rede g ræ sk læ d te Bredder, h v o r det k an ligge aab en t og »tage H im len i Farve« og spejle de høje fritstaaende T ræ er. Visse S teder k an T ræ e r og P lan te r fo r­ tro lig t lude ud ove r Vand fladen; og h vo r V andet træ k k e r sig samm en i sm a llere Løb , m a a T ræ e rn e gerne s ta a tæ t og ove rhvæ lve det m ed deres Løv tag i bløde g rønne Skygger og Spejl. G rænsen mellem Bred og V and ­ flade m a a ikke b ru ta liseres. Det e r smuk t, n a a r den b rede Grønning lige­ som vok se r he lt ud i V andet og Græs- s tra a en e b ad e r sig deri. H vo r ofte h a r vi ikke beklaget, a t dette i sin Tid blev sa a ganske fo rsøm t ude ved Søerne. I Schw erin , som ligger mellem Søer a f udp ræ g e t L ighed m ed dan sk L an d ­ skab , d er kunde vi læ re , med hvilken Nænsom hed sligt k an gøres uden at opgive den »Orden« som k ræ v es langs Byens Gader. G aa r gruslagte Spadse­ regange helt ud til V andet, e r det fo r­ nøjeligt m ed en »Strandbred«, h vo r K rusn ingerne k an skvu lpe som sm a a Bølger og m an k an se Bunden gennem d e resG la sk la rh ed . Skal m an nødven ­ dig hav e en A fgrænsning som fæ stn e r Jo rd en imod Vandet, saa kan m an h ave K an tn inger a f huggen Sten, men 33