Forskønnelsen_1914

ÆRESBORGEREN Af Professor, Dr. VILHELM ANDERSEN. V i. Borgere i Kjobenhavn, er i Aften samlede i det fælles Ønske at vise Carl Jacobsen den sidste Ære. Den Sag. d. v. s. den Mand og det Værk, vi samles om, det Sted, hvorpaa vi sam­ les, giver det gængse Udtryk en ny Betydning. Det er ikke forst og fremmest en Sorgefest, vi holder. Den Fred, som den Afdøde i Livet aldrig har attraaet, har nu atter forladt hans Navn. Ved hans Dod staar Hovedstadens Be­ folkning delt i to kæmpende Hære om hans sidste Villie. Der holdes Mandtal over Tilhæn­ gere og især Modstandere af Spiret paa Frue Kirke; der er endogsaa indrettet en Art Ambu­ lance til at overføre slagne Folk af de førstes Hær til de sidstes. Midt under Kampen om denne Plan, der syntes ham selv ligesom Spidsen af hans Livs­ værk, holder vi, Venner og Fjender af denne ikke blot kunstneriske, men nationale og hi­ storiske Idé, en Æresfest til Carl Jacobsens Minde. tt Det var for nogle Aar siden paa Tale at faa Carl Jacobsen gjort til Æresborger i Kjøbcn- havn. Han selv attraaedc ikke denne Hæder. Han holdt nok af Statuer, men han vilde ikke selv være en saadan. Han kunde ikke staa stille. Nu, da han ikke mere kan sige imod, ud­ taler jeg højt, hvad alle tænker: Han var en Æresborger for vor By. Han opfyldte det første Vilkaar derfor: han var en B orger, Borger med Gud og Æren. Maaske cfer ogsaa til en Borger, for at han kan have den rette Art, skal tre Slægtled som til andre Dannemænd. Han var i alt Fald den tredie kjøbenhavnske Borger i sin Slægt. Og er der ikke netop en jævnt fortsat Stigning fra Bedstefaderen Christen Jacobsen i Brolægger- stræde gennem Faderen J. C. Jacobsen paa GI, Carlsberg, i hvem mange (Sønnen med) vilde se Slægtens Højde, til Sønnen Carl Jacobsen paa Ny Carlsberg, saa er der dog Udvikling deri. For Udvikling er ikke altid Stigning, men netop som Ordet lyder: Udvikling, altsaa Ind­ levelse i og derpaa Frigørelse fra Traditionen, Indsmeltning af nyt Indhold i den medfødte og arvede Form. Et af de stolteste Træk i Slægten Jacobsens Historie er just Kampen mellem Far og Søn. Enhver kan se, at Carl Jacobsen som Brygger, som Bygherre, som Kunstelsker fulgte i J. C. Jacobsens Spor, men i sin egen og sin Tids Retning: fra Tyskland til England, fra Mcl- dahl til Kampmann, fra Thorvaldsen til Græ- 3

Underligt nok: Carl Jacobsen, som i Live havde Sans for ydre Pomp og ikke unddrog sig fortjent Hyldest, har villet det saa, at hans Medborgere ikke maatte folge ham til hans sidste Hvilested. Hvis dette ikke var blevet os forment, hvilket mægtigt Folketog havde der da ikke fylket sig om hans Baare. Lad det da forme sig for vort indre Øje med Udgangs­ punkt derude fra Sundet, hvor Søjlen, han var med til at støbe af Malmet fra Dannebrogs Kanoner, minder om at: »Flyver Du til Him­ len — I stolte Luers Favn — Da nævn fra Stjernevrimlen — Din høje Hvitfeldts Navn«. Og langsomt bevæger Skaren sig ind gen­ nem den travle By, hvor han paa saa mange Steder har rejst Mindesmærker for sig, som gør hvert Monument, vi kunde sætte paa hans Grav, overflødigt. Forbi Statens Museum for Kunst, hvor han øvede en Mands Gerning, ned langs Boulevarden og Ørstedsparken; med ødsel Haand strøede han om sig med rige Ga­ ver. Hen til det danske Kunstindustrimuseum, som i ham har mistet den ene af sine Stiftere. Stands saa ved Glyptoteket, det der rummer Jacobsens Højsang til Oldtidens Kunst og Kul­ tur, Juvelen i hans Borgerkrone. Og medens Raadhusets Klokker ringer det sidste Farvel til Byens gode Søn, medens vi lige skimter Om­ ridsene af Vilh. Bissens prægtige Yngling, der rider højt tilhest dernede ved Langebro, me­ dens Guldet paa St. Nicolaj Spir glimter gen­ nem Vinterdagens Taager, slaar Toget ind paa den sidste Vej. Ud mod Carlsbergs mægtige Bygningsmasse, hvor den Virksomhed udfol­ des, der bar det Jacobsen’ske Navn viden om Lande og afgav det materielle Grundlag for, hvad Slægten har øvet af stort og godt. Lad os saa sagtne vore Fjed og blotte vore Hoveder: Der ligger den Bolig, som rummede hans hus­ lige Lykke gennem saa mange Aar; her mi­ stede han sit Livs gode Engel, sin elskelige Hustru, Fru Ottilia. Og nu er vi ved vor Vej- Ende: højt paa Valby Bakke rejser sig Jesus- kirken, fra hvis Indre Orglets Toner forkynder mod Himlen, at Kirkens Bygherre ikke er mere. tt Carl Jacobsens Valgsprog var paa Latin: Laboremus pro patria. En dansk Digter har udtrykt den samme Tanke i de skønne Vers­ linier: Lad mig vie min Kraft Dig som Mand, — Lad mig haabe i Tiden at flette — Blot et Blad som man ej vil forgætte — I Din Krans, 0 mit Fædreneland. I Sandhed, det Blad, Carl Jacobsen har flet­ tet i sit Fædrelands Krans, vil ikke blive glemt. 1 kommende Tider — ligesom nu iaften — vil hans Navn blive mindet og æret! •