Forskønnelsen_1913

En falden Kæmpe.

DYREHAVENS FREMTID

der ender med snart at blive lige saa tamme som de Køer og Heste, de græsser sammen med, over Dyre*- havsbakken meddensStøj og Larm, og ikke mindst over alle de Hensyn , som atter og atter greb indogvanske- liggjorde, ofte umuliggjorde den forst­ lige Behandling af Skoven, saaledes som denne nu een Gang var bleven. Forstvæsenet var ligesom bleven træt; det havde jo mange andre store Opgaver at løse: for Dyrehavens Ved­ kommende var Resignationen ind- traadt. Og denne sporer jeg ogsaa gennem Kammerherre Miillers saa interessan­ te Indlæg, interessant baade ved sin formfuldendte Stil og sit oplysende Indhold. Jeg hører den udmærkede Forstmand og Æsthetiker sige: »lad os fryde os over det skønne Gamle, der endnu er tilbage i Skoven, lad det leve sin Tid; men lad det ikke falde for Øxens Hug, lad det dø som Kæm­ pen paa Valen.« Men samtidig er det, som om jeg hører: après nous le dé­ luge.

AT Dyrehaven har været Forstvæ- r \ senets Smertens- og Stedbarn, tur­ de være en Kendsgerning, og i og for sig erdet ikke saa uforstaaeligt. For os andre staar Dyrehaven som Lystsko­ ven, vi kun har Glæder af; for Forst­ manden derimod kan man med Sandhed sige, at den har været »ej blot til Lyst«. Lidet passer det saaledes ham at være Opsyn for det store og ikke altid hensynsfulde Publikum, der fylder Skoven; end mindre ser han det som en behagelig Opgave at skulle lede det Rengoringsarbejde,som denne In­ vasion — med dens Efterladenskaber af Madpapir og Flaskeskaar — foran­ lediger. Uvilkaarlig føler han med Jægeren fra Set. Hans Aftens Spil: »Det er mig kært, de stojer ej mer. Den brogede Sværm ej gærne jeg ser. Det gor mig ondt for den gode Skov, at til det Væsen de skal have Lov.« Og jeg har forstaaet Forstmandens Mismod: over M enneskene , som han kun havde Fortrædeligheder, al­ drig Paaskonnelse af. over D yrene , 30