ForsikringsforeningenKøbenhavn_1883-1933

stillede Dr. Jens Pedersen og Vilh. Nielsen, som derefter begge valgtes til Medlemmer af Nævnet, ligesomMinisteriet ogsaa fulgte Gamborgs paa eget Initiativ fremsatte Forslag om at udnævne Dr. jur. Kr. Sindballe til Nævnets Formand. Naar vi endnu tilføjer, at Det statistiske Departement i Marts 1920 anmodede Foreningen om at være Departementet behjælpe­ lig med en kritisk Revision af Skemaer m. v. til Brug ved en Undersøgelse over Danmarks Gæld til og Tilgodehavende hos Udlandet, hvilken Anmodning naturligvis blev efterkommet, mener vi tilstrækkeligt at have dokumenteret, at Centraladmini­ strationen endnu ikke helt havde glemt Forsikringsforeningen. Imidlertid lod det sig ikke fragaa, at Autoriteterne ogsaa af og til koketterede lidt med den yngre Organisation, Assurandør- Societetet, og navnlig Handelsministeriet havde i saa Henseende ikke nogen helt ren Samvittighed. Maaske havde dog Forholdene her efterhaanden trukket sig i Lave; værre var det, at der med Hensyn til de saa stærkt omstridte Responsa allerede herskede fuldkommen Forvirring. Begge Organisationer paatog sig at afgive Responsa, og følgelig henvendte de Assurandører, Sagførere og andre, der havde Brug for saadanne Responsa, sig snart til den ene, snart til den anden Organisation. Som i Pave-Skismaets Tid, hvor der residerede én Pave i Rom og en anden i Avignon, hævdede de to Organisationer hver for sig Eneretten som den øverste forsikringsmæssige Instans, og de afgivne Responsa krydsede af og til hinanden som pavelige Bandbuller. Thi det hændte jo, at hvad den ene Part ansaa for sort, betragtede den anden som hvidt. Men herved mistede rigtig­ nok Ufejlbarlighedsdogmet for begges Vedkommende en Del af sin Styrke, og dette vilde naturligvis i det lange Løb yderligere svække Forsikringsvæsenets paa den Tid ikke altfor grundfæstede Anseelse i Befolkningens Øjne.

148