ForsikringsforeningenKøbenhavn_1883-1933

Næstformænd skulde repræsentere henholdsvis dansk og udenlandsk Virksomhed. Der var saaledes i og for sig intet til Hinder for, at de yngre Funktionærer selv kunde besætte Pladserne. Foreløbig var Forholdet dog som Regel det, at det var Selska­ berne, der indmeldte og ofte betalte for deres Funktionærer, og det er ikke usandsynligt, at disse Aars Masseindmeldelser var et Udslag af en vis Selskabspolitik, hvis-Motiver jo i saa Fald var meget nærliggende. Ogsaa Udmeldelserne foregik ikke sjældent selskabsvis, og det er hermed samtidig antydet, at Forsikrings­ foreningen trods den rivende Fremgang ogsaa havde et Afgangs­ problem at tumle med. Eksempelvis kan nævnes, at Tilgangen i 1918/19 androg 127 og Afgangen ikke mindre end 79. Og det beklagelige var jo, at det ofte var den solide Del af „Bestanden“ o: de ældre, erfarne og indsigtsfulde Medlemmer, der ønskede at trække sig tilbage, fordi de under de forandrede Forhold i nogen Grad følte sig hjemløse i Foreningen. Allerede i 1917 opstod da den Tanke at arrangere særlige Direktørmøder et Par Gange aarligt, hvor Direktører og General­ agenter kunde drøfte deres egne Interesser. Der blev ogsaa gjort Forsøg paa at realisere Tanken, men den viste sig ikke at slaa an. Man hævdede i Overensstemmelse med Eigil Bramsens tidligere refererede Udtalelser, at saadanne Direktørmøder, hvor ønskelige de end kunde være for det kollegiale Samkvem, dog ikke udadtil kunde bidrage til at opretholde Foreningens Anseelse. Hvad det gjaldt om, var at fastholde og yderligere underbygge den Posi­ tion, Forsikringsforeningen maatte have erhvervet sig som fuld­ gyldig Repræsentation for Forsikringsverdenen og som raadgi- vende Institution for Regering og Offentlighed med Hensyn til Forsikringsspørgsmaal. Efter manges Opfattelse var dog denne saa møjsommeligt erhvervede Position allerede stærkt svækket som Følge af den stedfundne Udvikling. Og man talte Mand og Mand 1 17