FørJegBlevLøjtnant

* hver to, der gik af, og da det tog Tid, inden det blev til noget med mig, sendtes jeg i 1829 atter tilsøs med Najaden. Fra dette Tog t erindrer jeg navnlig to Rideture højt oppe mellem Islands Fjælde. Paa den første havde vi varmt og dejligt Vejr. I det klare Solskin straalede og gnitrede Granitten med et Spil og en Glans, som satte Fut i os Drenge og lod os kile afsted paa vore firbenede Islændere baade fremad og opad med Liv og Lyst. Anderledes var det Dagen efter paa den sidste Tur. Alt var graat i graat, dystert og dødt. Der var ikke det, der lignede L iv; selv Stormen fejede sporløst langs de nøgne Klipper, som hverken havde Træ, Busk eller Blad; Fjældene, der ragede højt op over os, saa’ ud, som om de med deres Stenmasser vilde skrue sig sammen og knuse os. Man var klam og kold baade paa Sjæl og Krop, og der kom først Fart i os, da vi vendte om og rede hjem til Reykjavik. Havde man kun gjort én Tur op i disse F jæ lde, vilde man efter en, som den første, have talt i høje Toner om Islands Granitfjælde