FørJegBlevLøjtnant

7 7

Vi Smaafyre maatte hænge i med A rbejde lige saa m eg et som de store. B lev der ikke taget ordentlig fat, vankede der over Nakken. Raad, Vejledning o g Opmuntring stod derimod ikke paa D agsord enen : «Staa paa dine egn e Ben, saa falder Du ikke,» hed det sig. É t Sted havde vi dog Fred o g Trøst, o g det var tilvejrs hos vor allerbedste Ven Chri­ stian Sørensen, der var Matros og som T op s­ gast boed e den halve Tid oppe i Mærset, baade Nat o g Dag. *) Han var en af Nyboders Per­ ler. T ilfred s, modig o g adræt, var han med til alt, o g der var Kulør i hans Svar. For o s Drenge var han en ren V elsign else, idet han talte til os om dem derhjemme, mest om Mo’er, og oppe hos ham havde vi det som Børn, der i Ferien komme hjem til Foræ ldrene. Da han i 1847 ° g 4^ var Højbaadsmand ombord i Korvetten Valkyrien o g blev spurgt om, hvorledes han syntes om Chocolade, som Mandskabet forsøgsvis fik om Morgenen isteden for Brændevin, svarede han : «Jo— o — josaa- mænd. Chocolade smager ganske g o d t, men

*) Tilsøs gør Mandskabet Vagt i to Hold.